| Gå til Siciliens
historie. En tidstavle
SICILIEN-PROGRAM er herunder:
En rejse i oktober 2002 kan ses på: http://www.vestervang.esbjergskole.dk/10/Sicilien/sicilieninfo.htm
Italia terra est. Sicilia insula est. Ja, som indledningssætningen
i begynderbogen i latin slog fast, så er Sicilien en ø. Og
hvilken ø! Middelhavets største og den mest centralt beliggende,
lige i centrum.
I oldtiden, hvor Middelhavet var selve verdenshavet, før Atlanten
og Østersøen overhovedet blev besejlet, var Sicilien det
sted, hvor trafikruter mødtes og krydsedes.
Sicilien tiltrak handel, hære, lærde og kultur langvejs
fra i oldtiden og langt op i middelalderen. Først da Columbus og
andre søfarere åbnede Atlanten, mistede Middelhavet og dermed
Sicilien betydning og døsede hen i en tornerosesøvn.
I dag er Sicilien en del af det Italien, som kaldes Mezzogiorno -middagslandet
- et område, som norditalienerne drilsk sidestiller med det nærliggende
Afrika.
Men kulturhistoriens vingesus har i årtusinder svævet over
øen og efterladt sig højst seværdige spor.
Sicilien blev inddraget i den oldgræske kulturkreds i den græske
kolonitid, hvor grækerne fra moderlandet grundlagde kolonier over
det meste af Middelhavet allerede i det 8. århundrede f.Kr.
På Sicilien blev nogle af de betydeligste kolonier anlagt og
befæstet. Grækerne undertrykte den oprindelige befolkning,
siculerne, eller blandede sig med dem. Havne blev anlagt, og templer blev
bygget. Den første koloni var Naxos nord for Catania og Siracusa
syd herfor, grundlagt i 734 f.Kr.
Efterhånden bredte græske byer sig over det meste af øen
bortset fra den vestlige del, som var beboet af fønikerne eller
punerne, som romerne senere kaldte dem; de havde forbindelse til deres
stærke støttepunkt, Karthago, på Afrikakysten lige syd
for.
Grækerne og fønikerne var handelskonkurrenter; men den
græske kultur var absolut dominerende, punerne har ikke efterladt
sig mange spor, mens græske templer, teatre, bymure og marmorbrud
findes tæt i den sydlige og østlige del af øen. På
museerne her kan vi se fine eksempler på græsk keramik- og
billedhuggerkunst og næsten ingen fønikiske.
De græske kolonier var ikke kolonier i moderne betydning, men
fuldt selvstændige bystater, som dog havde en livlig forbindelse
tilbage til moderlandet, Hellas. Nogle af de betydeligste græske
videnskabsmænd virkede på Sicilien, og her blev græske
dramaer opført som hjemme i Hellas. Hvert fjerde år sendte
bystaterne på Sicilien atleter til de pan-hellenske lege i Olympia
og til de pythiske lege i Delphi.
Siciliens og Italiens betydning som en del af den græske verden
afspejles i den geografiske betegnelse for området: Magna Græcia,
Det store Grækenland. Det spillede en vital rolle som kornkammer
for det kornfattige Grækenland; øen Korfu var springbræt
fra Grækenland til "Det rige Vesten".
Det var grækere og puneres indbyrdes kampe om Sicilien, der bragte
romerne ind på den sicilianske scene. Romerne havde netop i 264 f.Kr.
afsluttet erobringen af Italien ned til støvlespidsen, da de blev
inddraget i krigen på grækernes side mod Karthago. I den første
af de tre puniske krige, lykkedes det Siracusa at holde sig neutral og
selvstændig, men under den anden kom også denne by i strid
med romerne, som indtog den i 212 f.Kr. Fra da af blev øen lagt
ind under Romerriget som Provincia Sicilia og styret af romerske statholdere,
som opkrævede afgifter af beboerne på den rige ø og
sendte rigdomme til Rom.
Det romerske overherredømme betød, at øen blev
beriget med den solide romerske byggeteknik, som det kan ses i katakomber
og akvædukter og i det store romerske teater i Siracusa. Det mest
imponerende anlæg fra romertiden findes uden for Piazza Armerina
i den store Villa Casale med de fine mosaikker.
Romerperioden går over i den byzantinske periode, efter at Det
vestromerske Rige var gået under. Byzantinerne, der styrede Det østromerske
Rige fra Konstantinopel, nåede dog aldrig rigtig at sætte deres
præg på øens kultur i de 300 år, den var under
Byzans.
I år 827 lander araberne på Sicilien, som i løbet
af de næste 100 år bliver underlagt muslimsk dominans og kultur.
Palermo bliver øens arabiske hovedstad, "Vestens Medina" med 300.000
indbyggere, og her ses stadig spor efter den islamiske arkitektur.
Fra 1060 påbegyndte normannerne generobringen af Sicilien til den
kristne verden; de var vore nordiske forfædre fra Normandiet, og
deres konger byggede prægtige paladser og kirker, blandt andre Monreale-kirken.
Siden normannertiden har øen været styret af tyske, franske,
spanske og østrigske fyrstehuse. Denne fremmede dominans har sat
sig mange arkitektoniske spor i paladser og kirker i renæssance-
og barokstil, og den hørte først op i 1860, da Garibaldi
erobrede Sicilien og genforenede den med resten af Italien.
Sicilien er en korsvej, hvor mange forskellige kulturstrømninger
mødes. På vor færd rundt på øen vil vi
møde spor efter dem alle, vi vil mest have vor opmærksomhed
henvendt på oldtidens levn, men vil dog ikke undlade også at
skæve til de øvrige seværdigheder.
Da øen er forholdsvis overskuelig, bliver der ikke tale om særligt
lange dagsture; vi vil således få lejlighed til også
at nyde de gode hoteller og deres omgivelser. På tre af hotellerne
skal vi ydermere overnatte to gange hvert sted, hvilket også skulle
give en passende ro over rundrejsen.
1. dag.
Ankomst Catania om eftermiddagen
Vi kører straks til Siracusa, og i bussen hører vi en
introduktion om Sicilien og øens historie. Efter en times tid når
vi til Siracusa og kører straks til Ortigia-bydelen og foretager
en rundtur her i denne bydel, der oprindeligt var den ø, hvor de
første græske kolonister gik i land i 734 f.Kr. Her begynder
altså også vort bekendtskab med Siracusa.
Lige efter broen over til Ortigia kommer vi til en lille plads, en
largo, hvor det ældste doriske tempel på Sicilien - og Grækenland
inklusive - står. Det er et Apollon-tempel fra ca. 775 f.Kr. i sandsten
i peripteral-stil. Det indgik senere i en byzantinsk kirke, dernæst
i en moské og til sidst i en kristen basilika; det har således
gjort de forskellige faser i Siciliens historie med.
Vi vandrer til den næste plads, Domkirkepladsen. Også her
er kirken bygget ind i et dorisk tempel; det er bygget til Athenes ære,
sandsynligvis som tak for sejren over Karthago i 480 f.Kr. Romerne gjorde
det til tempel for Minerva, deres Athene, og endnu omkring 700 e.Kr. var
templet så velbevaret, at det kunne ombygges til kristen kirke ved
at udfylde mellemrummene mellem søjlerne med sten. Søjlerne
kan man se på den ene langside ud mod gaden, mens facaden er i elegant
barokstil, bygget af arkitekten Andrea Palma.
Går man ind i Domkirken, passerer man to af de gamle indgangssøjler,
og her indenfor er indtrykket af barokstilens majestætiske vælde
endnu stærkere; men i det sydlige sideskib ses templets ældgamle
søjlerække dog tydeligt. Der er i kirken desuden flere mindelser
om normannertiden.
På en lille plads med udsigt over havet mod vest finder vi frem
til Arethusa-kilden, beboet af ænder og papyrus. Kilden er et
slags billedligt og mytologisk udtryk for forbindelsen mellem Siracusa
og moderbyen Korinth i Grækenland, som aldrig blev afbrudt trods
afstanden. Selve legenden om nymfen Arethusa hører vi på stedet,
inden bussen samler os op og fortsætter til Ortigias sydspids, hvor
Castello Maniace ligger. Det er en middelalderfæstning bygget af
kejser Frederik II omkring 1239; den er stadig en del af byens kaserneanlæg.
2. dag.
Om formiddagen aflægger vi først besøg på
Det arkæologiske Musæum; det viser os græsk-romerske
indskrifter, mønter, brugsgenstande, gravgaver, statuer og vasemalerier
og kan således gøre vores oplevelser senere på udgravningsstederne
mere levende. På dette enestående museum kan vi også
se tagrekonstruktioner af de græske templer - et problem at forestille
sig, da træværk forgår, mens stenene alene står
tilbage.
Efter museumsbesøget kører vi en halv snes kilometer
nordpå til Castello Eurialo, der var et led i det antikke Siracusas
fæstningssystem, bymurene gik helt herud; turen derud gennem åbent
terræn giver os indtryk af byens daværende udstrækning;
Siracusa var den græske oldtids største by, der har huset
omkring en million mennesker.
Castello Eurialo er opført under eneherskeren Dionysios I i
slutningen af det 5. århundrede f.Kr. og er et af de betydeligste
fæstningsværker fra grækertiden. Navnet kommer af "Eurvelos",
der betyder sømmet med det store hoved, og det kan man godt fornemme,
når man står der. Man har et vældigt overblik over hele
området omkring Siracusa; det var herfra, at byens geniale naturvidenskabsmand
Arkimedes under det romerske angreb på byen i 212 f.Kr. rettede solens
stråler mod den romerske flåde og stak den i brand ved hjælp
af spejl og glaslinser.
Efter således at have "skridtet bymarken af" pr. bus begiver
vi os tilbage til Siracusa til frokost. Efter middagspausen skal vi til
Siracusas egentlige arkæologiske område, hvor de græsk-
romerske teatre ligger sammen med de store stenbrud, Latominierne (den
græske og romerske betegnelse). På vejen derud aflægger
vi lige et lille besøg i det romerske gymnasium, hvor ruiner vidner
om fortids lærdomsaktivitet.
Vi kører nu ad Siracusas moderne hovedgade, Corso Gelone, til
de største seværdigheder fra antikken. Vi ser her resterne
af
Hierons Alter, der i 3. århundrede f.Kr. blev indviet til Zeus;
her foregik ofringerne til chefguden; ved særlige lejligheder ofredes
100 okser, en såkaldt hekatombe; alteret var ifølge Diodor
200 meter langt, i dag ser vi kun ruiner med friserelieffer - delvist hugget
ud i klippen.
Det romerske amfiteater er ovalt og har en diameter på 140 og
120 meter; det anvendtes til gladiatorkampe. Mange kristne har måske
også lidt martyrdøden i dette teater. I bunden er der rum
til vilde dyr, som er blevet fragtet over fra Afrika til dyrekampe, hvilket
vi kan se flotte mosaikker af i morgen i Villa Casale.
I det 16. århundrede begyndte spanierne at bruge materialer fra
det arkæologiske område til fæstningsbyggeri på
Ortigia, og det gik hårdt ud over det romerske amfiteater.
Bedre bevaret er Det græske teater, som er et eksempel på
perfekt teaterarkitektur med en glimrende akustik. Det er tillige et af
de største græske teatre i verden, idet det måler 136
meter i diameter og kunne rumme over 15.000 tilskuere. Det går
tilbage til det 5. århundrede f.Kr. og er delvist hugget ud i kalkklippen.
Nogle af de store græske dramatikeres stykker har fået deres
førsteopførelse her, blandt andre Aischylos' tragedie "Perserne",
som blev opført her få efter persernes nederlag ved Salamis
i 480 f.Kr. (og karthagernes samme år ved Himera).
Latomierne er stenbrud, hvorfra man siden Siracusas grundlæggelse
og i flere århundreder har brudt sten til byens søjler og
bygningsværker. Nogle steder går bruddene ned i 50 meters dybde,
og på bunden af disse skakte har der dannet sig muld, hvoraf en frodig
tropisk flora vokser; den mest blomstrende skakt kaldes derfor "Paradis-Latomierne".
Siracusas tyranner udnyttede Latomierne som fangekælder for krigsfanger,
der skulle hugge stenblokke ud; således blev mange hundrede athenere
efter søslaget ud for Siracusa i 413 f.Kr. spærret inde her.
Man regner med, at en krigsfanges gennemsnitslevetid hernede var ca. tre
år.
En af grotterne har en indgang som et kæmpemæssigt øre,
der indad krummer sig som en øregang; ekkoet i grotten er overvældende;
de mest besværlige fanger blev indespærret i øregangsgrotten,
der øverst havde et hul, som tyrannen Dionysios I brugte som lyttepost,
hvorfra han kunne overhøre alt, hvad der blev hvisket om i grottens
inderste kroge; derfor kaldtes den for "Dionysos' Øre".
Et andet brud kaldes "Rebslager-grotten", fordi luftens fugtighed og
temperatur gjorde den velegnet til rebslageri, og det har så fundet
sted her langt op i tiden.
Bag de smukke blomsterdækkede "Venus-Latomier" ligger dødebyen,
nekropolen, med hundredevis af gravpladser fra senromersk-byzantinsk tid
hugget ind i klippen; oprindeligt var indgangene smykket med tempellignende
gavle, men tidens tand har nærmest fjernet dem og indskrifterne.
Legenden fortæller, at en af gravene har være Arkimedes'.
På vej tilbage til hotellet passerer vi forbi Santa Maria delle
Lacrime, en kæmpestor, moderne valfartskirke bygget over Den grædende
Madonnastatue, der i 1954 skulle have grædt salte tårer. Fromme
katolikker kunne berette om, at de, efter at have aftørret Madonnas
tårer og ført det fugtige tørklæde over det syge
sted, var blevet kureret for en sygdom ved et helbredende mirakel. Vi er
i Sydens land, langt fra det kølige Nord.
Om aftenen er der individuel middag; man finder let en taverna eller
ristaurante i det hyggelige Siracusa - i oldtiden en millionby, som under
arabervældet blev afløst af Palermo som Siciliens hovedstad
og siden er sunket ned til at være en mindre provinsby med kun godt
100.000 indbyggere: men Siracusa lever på de stolte minder fra fortiden,
som stadig svæver over den som et sagte historiens vingesus. Forhåbentlig
vil det være lunt nok til at spise udendørs.
3. dag.
Vi forlader Siracusa og begiver os ind mod Siciliens midte. Efter en
lille times kørsel kommer vi gennem Palazzolo Acréide og
lidt uden for byen ligger ruinerne efter Akrai, der var Siracusas første
koloni anlagt 664 f.Kr. Her kan man omkring et torv (agora) se et græsk
teater, et lille rådhus (bouleuterion) og resterne af et tempel.
Der ses også spor efter en latomie. Området er let overskueligt,
men vi kan dog risikere, at det er lukket om mandagen, så får
vi mere tid til at komme lidt ud at se på den næste by på
ruten, Caltagirone.
Caltagirone har siden oldtiden været center for keramik-fabrika-tion,
hvad flere ting stadig vidner om. Det mest spektakulære er den berømte
monumentaltrappe, Scala Maria del Monte, hvis 142 trin på forsiden
er belagt med keramiske fliser, forskellige for hvert trin. Trappen er
konstrueret i 1606 af Giuseppe Giacalone, og den forbinder den øvre
og nedre bydel; for enden ligger Domkirken på en barokplads, hvorfra
der er en storslået udsigt over by og omegn.
Vi fortsætter mod Piazza Armerina for lidt syd herfor at se Villa
Casale, der er et af de største arkæologiske fund på
Sicilien. Villaen kan sammenlignes med kejser Hadrians berømte villa
i Tivoli uden for Rom. Villa Casale er bygget i slutningen af 200-tallet
e.Kr., hvad mosaikkernes stil tyder på. Måske er bygherren
kejser Diokletians vestromerske medkejser, som har brugt den som retræte-
og jagtslot. I hvert fald har ejeren været en stenrig mand, omgivet
af luksus, bekvemmeligheder og fornem kunst. Til udsmykningen af hans fornemme
landsted kom kunsthåndværkere fra Afrika som i løbet
af fem år skabte vidunderlige mosaikgulve, som giver et glimrende
indtryk af de rige romeres dagligdag og den daværende mytologi.
På Villa Casales 3500 kvadratmeter store overflade finder vi
gulve med danserinder, mytologiske personer og jægere, vilde dyr,
alle slags planter og frugter. I det 12. århundrede e.Kr. forsvandt
villaen sporløst under et gigantisk jordskred, og det ødelagde
på den ene side overbygningerne, men reddede på den anden side
grundmurene og mosaikkerne for arkæologerne, som i vor tid har afdækket
det meste, så at vi kan gå indenfor og fra gangbroer stirre
ned på de fornemme mosaikker og ind i oldtiden!
Villaen er anlagt som et gigantisk romersk atriumhus, hvor vi ankommer
til en forhal og vestibule, til venstre har vi så en sportsplads
(palæstra) og badene (termerne) med varm-, kold- og lunkenbade, massage-
og olieindgnidningsrum. I midten af villaen er den store atriumgård
med bassin og springvand, omkring den er spise-, danse-, musik-, sovesale
osv. Foran tronsalen er den lange korridor, og her viser en af verdens
længst sammenhængende mosaikker, hvordan man indfangede vilde
dyr i Afrika. Længere ude i periferien er toiletterne. En akvadukt
har bragt vand fra bjergene til vandreservoiret lidt uden for murene og
videre til termer, fontæner, køkkenregioner og toiletter.
De mere ydmyge rum for tjenerstab og slaver, stalde og magasiner lå
under jorden (ligesom i Hadrians Villa).
I Piazza Armerina holder vi pause og kan på egen hånd se
lidt på byens palæer og kirker og spise frokost, inden vi fortsætter
til et øde og smukt terræn øst for Piazza Armerina,
hvor den gamle græske polis Morgantina ligger. Den var anlagt som
en koloni af Siracusa ligesom Akrai, men støttede karthagenerne
under den anden puniske krig, siden blev den ødelagt af romerne
og forfaldt. I de senere årtier er den udgravet. Den viser den græske
bystats typiske byplan med torv, templer, teatre, rådhus og søjlegange.
I den nærliggende lille by Aidone er et lille museum med fund fra
udgravningen i Morgantina.
Vi kører nu mod sydkysten til Gela, hvor vi indkvarterer os.
4. dag.
Gela er en af de ældste græske bebyggelser på Sicilien,
den er anlagt i 689 f.Kr. og blev på kort tid en af de mægtigste
bystater, som i 480 f. Kr. besejrede Karthago; fra romertiden gik det ned
ad bakke med Gela, og dens bymure og templer forfaldt til ruiner. Først
under kejser Frederik II blev byen igen befolket og ømdøbt
til Terranova. Først under Mussolini i 1928 fik den sit gamle navn
tilbage. I dag er Gela en moderne industriby, ikke mindst fordi der for
en snes år siden blev fundet olie her.
De arkæologiske områder ligger i to zoner øst og
vest for byen. Vi besøger først det østlige, hvor
byens akropolis med rester af et befæstningsanlæg ligger. Her
er også Det arkæologiske Museum, med en fin samling fund fra
bronzealder til middelalder, vi ser navnlig på det klassiske. Derefter
kører vi til Caposoprano, den vestlige arkæologiske zone,
der rummer en sensation, nemlig den flere hundrede meter lange, græske
fæstningsmur fra 3. århundrede f.Kr. Den blev fundet i en sandklit
i 1948, frigravet og restaureret, således at den i dag er verdens
bedst bevarede stykke fæstningsværk fra grækertiden.
Vi tager afsked med Gela og kører langs kysten til Agrigent
og spiser frokost der.
Agrigento er grundlagt af græske udvandrere fra Gela i 582 f.Kr.
og er således ca. 200 år efter Siracusa; sammen slog de karthagerne
i 480 f.Kr. og fik mange krigsfanger og stort krigsbytte; det blev grundlaget
for en storhedstid, hvor Agrigento med sine over 200.000 indbyggere næsten
kunne måle sig med Siracusa. Krigsfangerne var med til at bygge Agrigentos
mange templer, som kan ses neden for den moderne by. Efter den anden puniske
krig kom Agrigento under romerne og sygnede hen.
I normannertiden genopstod Agrigento i højdedragene oven for
de gamle templer, og fra denne tid stammer flere monumenter. Det er nu
som før en yndig by, som mange skrivende folk har omtalt i blomstrende
vendinger.
Den græske digter Pindar kaldte Agrigento for "den skønneste
af de dødeliges byer". Også Goethe var her og faldt i svime
over byen med de klassiske templer. Den verdensberømte dramatiker
Luigi Pirandello (1867-1936) fødtes i Agrigento, og i hans barndomshjem
"Kaos" er indrettet mindestuer for ham, der blandt andet var forfatter
til skuespillet "Seks skuespillere søger en forfatter".
Om eftermiddagen tager vi til Tempeldalen med templer for en række
af den græsk-romerske mytologis guder. Vi står af bussen ved
parkeringspladsen, hvor Agrigentos gamle Agora har ligget, og heromring
langs den sydlige bymur ligger templerne og udgør stadig i deres
ruintilstand et smukt og stemningsfuldt skue.
Det største og mest imponerende tempel var indviet til chefguden
Zeus og bygget som tak for sejren over karthagerne i 480 f.Kr., og det
var med sine 57 x 112 meters mål den græske verdens største
doriske tempel; det nåede dog aldrig at blive færdigbygget,
før karthagerne vendte tilbage i 406 f.Kr., og dets forfald begyndte.
I middelalderen blev der hentet materialer fra Zeus-templet til bygning
af havnen i Porto Empedokle vest for Agrigento.
Templets umådeligt store søjler var suppleret med kolossalstatuer,
jætter, og her i templet er der anbragt en tro kopi; i morgen kan
vi på Museet se en original. Disse giganter havde dels en arkitektonisk
bærende funktion og en dekorativ symbolsk. De skulle genkalde Zeus'
sejr over gudeslægten giganterne, samtidig med at de i dette nyopførte
tempel symbolisere grækernes nylige sejr over barbarerne. Vi ved,
at østgavlen viste et relief af "gigantomachien", det vil sige gudernes
kamp med giganterne. I dag er der ikke meget andet tilbage af Zeus-templet
end fundamentet (stereobaten), men det giver et indtryk af den umådelige
størrelse.
På den store hellige plads, som omgav Zeus-templet, har der stået
adskillige mindre templer, som der delvis er spor af. Mod vest er genrejst
fire søjler fra det såkaldte Dioskurernes tempel; Dioskurerne,
Kastor og Pollux, var tvillingesønner af Leda og den i svaneham
forklædte forfører: Zeus (= Dios; kuros = dreng).
Yderligere mod vest på den anden side af en lille dal ses to
søjler til et tempel for Hefaistos (romersk: Vulkan), men det er
lidt vanskeligt at nå herfra, så vi går tilbage og kommer
til Herakles' tempel (Herkules), som var det ældste af templerne
fra det 6. århundrede f.Kr. Der ses ni søjler af det gamle
tempel, som havde en enestående beliggenhed lige ved bymurens Porta
Aurea (Den gyldne port).
Det bedst bevarede af alle græske templer (bortsete fra Hefaistos-templet
i Athen) og det måske skønneste af alle er Concordia-templet.
Det har sit navn efter den romerske gudinde for fred og samdrægtighed,
men det beror på en senere romersk indskrift; hvilken funktion, templet
havde i græsk tid, er usikkert. Når det er så velbevaret,
er det takket være en kirke for Sankt Georg, som i kristendommens
barndom blev bygget ind i Concordiatemplet og således bevarede det,
indtil det i 1748 atter fik lov at være græsk tempel.
Yderst mod øst inden for bymuren på et højt klippefremspring
ses Hera-templet, på hvis søjler der er spor af den ild, der
ved det karthagenensiske angreb i 406 f.Kr. ødelagde templet, ligeledes
er der spor af stuk og af de farver, som alle græske templer var
overmalet med. Templerne i dette område var fortrinsvis i tuf, en
vulkansk stenart, der er let at forarbejde.
På spadsereturen tilbage fra Hera-tempelet har vi et godt udblik
til bymuren, der følger klippesiden, med rester af byportene og
den gamle omfartsvej neden for muren. Her udenfor ligger også på
den romerske begravelsesplads det såkaldte Therons gravmæle,
der ikke er en grav for den lokale enehersker, men sandsynligvis et monument
bygget til minde om de romerske soldater, der faldt her under belejringen
af byen under en af de puniske krige.
Længere sydpå, lige ved Akragas-floden, ligger et lille
tempel for lægeguden Æskulap, hvor der fandtes en undergørende
kilde. Det er omtalt i Polybios' romerske historie, hvor han skildrer belejringen
af Agrigento i 262 f.Kr. Cicero omtaler i sine taler mod Verres templets
Apollonstatue, som først var blevet røvet af karthagenensiske
soldater, men bragt tilbage til Agrigento af Scipio Afrikaneren, inden
den igen blev stjålet af Verres.
5. dag.
Hvis vejret er godt, lønner det sig på vej til museumsbesøget
at stige af bussen og foretage en lille spadseretur langs Concordia-templet
og memorere gårdsdagens indtryk i den rosenfingrede dagning, der
sender et fint lysskær over landskab og søjletromler. Derefter
er vi parate til at begive os ind i museets lukkede verden og lade fundene
dér sætte fantasien i sving i lyset af morgen-synene.
Det arkæologiske Museum er et af de fineste museer på Sicilien
og rummer græsk-romerske skulpturer, relieffer og keramik. Man ser
også her i original en af de store statuer, jætterne, fra Zeus-templet,
som vi så i går, og som er forsøgt placeret efter en
af de teorier, som også er fremstillede.
Lige ved museet ligger San Nicola-kirken, og i et sidekapel her med
normannisk portal finder vi - ifølge Goethes mening - et af den
græske billedhuggerkunsts mesterværker: Fædra-sarkofagen,
der skildrer scener fra den græske myte om Fædra og Hippolytos.
Ved museet finder vi også en politisk forsamlingsplads (græsk:
ekklesiasterion, latin: comitium) delvis hugget ud i klippen med plads
til cirka 3000 mødedeltagere.
Frokosten spiser vi oppe i det moderne Agrigento, men inden kan vi
nå at komme indenfor i Domkirken (som er lukket mellem 13 og 16),
hvis oprindelige normannisk-gotiske stil fra det 11. århundrede er
ændret i arabisk-siciliansk stil. Loftet er flot bemalet, og væggene
er prydet med en rig, overdådig stukkatur og fine fresker. De mange
gravmonumenter præger Domkirkens indre. Det er også i et af
kirkens kapeller, at Fædra-sarkofagen, som vi så i Museet,
har været opstillet og dermed bevaret siden oldtiden. Det rummer
også et akustisk fænomen: fra apsis' bue kan man høre
alt, hvad der bliver sagt i indgangsporten!
Måske tillader tiden også et besøg i Agrigentos
ældste kirke, den lille Santa Maria dei Greci, som ligger på
fundamenterne af et dorisk tempel fra det 5 århundrede f.Kr., som
det er muligt at nå ned til gennem en snæver korridor.
Efter frokost besøger vi det arkæologiske område,
der ligger i centrum af oldtidsbyen Agrigento lige under dens Akropolis
("Højbyen"), og som er åbent til solnedgang. Her ligger det
romersk-hellenistiske kvarter, hvis gadenet med cardo (hovedgade), insulae
(kvarterer) og atrium-bygninger giver os mulighed for at danne os et indtryk
af romersk anlægs- og byggeteknik med drænsystemer, søjlegange
og mosaikbelagte pladser og gulve. Udgravninger er stadig i gang, så
vi kan eventuelt også få lejlighed til at følge den
moderne arkæologis bestræbelser på at fremdrage fortiden
af ruinerne.
6. dag.
Vi forlader Agrigento og kører ad den smukke kystvej mod vort
næste antik-mål Selinunte. Midtvejs kan vi gøre et kort
ophold i Sciacca, som i oldtiden var - og stadig er - et af Siciliens kendteste
kurbade. Fra den højtliggende rådhusplads er der en flot udsigt
over havnen og havet, og her er også flere små caféer.
Selinunte er et af de største og mest betydningsfulde arkæologiske
områder i Europas græske kultur: flere flotte templer findes
ikke så velbevarede nogensteds. Det skyldes, at Selinunte efter en
kort storhedstid blev ødelagt, forladt og aldrig senere over- bygget.
Selinunte blev grundlagt af græske kolonister i det 6. århundrede
f.Kr. som det vestligste punkt for den græske bosættelse på
Sicilien. Byen var derfor ret udsat for karthagenensisk konkurrence
og angreb. I 409 f.Kr. knuste en karthagenensisk hær på 100.000
soldater Selinunte, templerne blev ødelagt og byen kom aldrig rigtig
på fode igen. Det er måske derfor, at man ikke kender ret meget
til byens historie og ikke engang sikkert navnene på de guder, som
de mange spektakulære templer er indviede til. Derfor har man blot
benævnt dem med bogstaver.
Tempelområdet består af et østligt, hvor vi først
ser templerne E, F og G, og et vestligt på Selinuntes Akropolis,
hvor templerne A, B, C, D og O ligger.
Ifølge en indskrift skulle tempel E være indviet til Hera
og opført i det 5. århundrede f.Kr. Tempel G er sammen med
Artemis-templet i Efesos i Lilleasien og Zeus-templet, som vi så
i går, et af de tre største templer i den græske verden,
og det er allerede påbegyndt i arkaisk tid i slutningen af det 6.
århundrede f.Kr. og muligvis indviet til Zeus eller Apollon. Søjlerne
er over 16 meter og består af tromler, der hver vejer cirka 100 tons
og som passer knivskarpt til de tilstødende. At mange af dem ikke
er forsynede med kannelurer (fugninger), tyder på, at det gigantiske
tempel aldrig nåede at blive fuldført inden den karthagenensiske
ødelæggelse. I den ene ende ligger ubearbejdede blokke fra
stenbruddene i Cave di Cusa, som antyder, at den lange byggeperiode er
blevet afbrudt i utide.
Efter frokost i den nærliggende fiskerby Marinella eller picnic
i området, hvis vejret tillader det, går vi op på Akropolis,
der ligger omgivet af en ringmur med adskillige porte og tårne. Her
finder vi seks tempelbygninger eller mindre helligdomme. Det største
(fra begyndelsen af det 6. århundrede) er tempel C, der ligger på
Akropolis' højeste punkt; her er fundet en Medusa-maske af terracotta
og metoper (plade mellem to triglyffer i tempelfrisen), som vi kan se på
Museet i Palermo.
På nordsiden af Akropolis kan man se hovedportens imponerende
befæstning.
Et par mil vest for Selinunte findes de stenbrud, hvor selinunterne
hentede byggematerialerne til deres templer. Stenbruddet i Cava di Cusa
er ikke blevet brugt siden byens ødelæggelse; det ligger hen
som en arbejdsplads, der pludselig er gået i stå midt i en
middagspause og blevet forladt. Vi kan derfor følge arbejdsprocessen
fra de første indhugninger i klippesiden til frigørelsen
af de store søjletromler. De er fulde af mysterium, ligesom hemmeligheden
ved templernes opførelse. Hvordan kunne det teknisk lade sig gøre
dengang for 2500 år siden! Det bliver lidt mere konkret her i det
forladte stenbrud, alligevel skal der teknisk fantasi til at forestille
sig det slidsomme arbejde.
Vi lægger vejen indenom på den videre færd fra Selinunte
til Segesta.
Segesta blev grundlagt på den trojanske krigs tid (1200 f.Kr.)
af efterkommere af trojanerne, men blev senere helleniseret. Byen støttede
dog karthagerne mod Selinunte og Siracusa. Senere var Segesta den første
by på Sicilien, der allierede sig med romerne; den har altså
altid haft lidt af en særstilling. I det 10. århundrede e.Kr.
blev den ødelagt af araberne, og i dag er der ikke meget tilbage
andet end et tempel og et teater. De er til gengæld et besøg
værd, velbevarede og naturskønt beliggende, som de er. Heroppe
vil vi i aftenskumringen afslutte dagens oplevelser ved blot at nyde de
harmoniske kulturminder i den smukke natur, inden vi begiver os det sidste
stykke vej til Palermo, hvor vi indkvarterer os. Om aftenen går vi
i det berømte sicilianske dukketeater, Teatro dei Pupi. I morgen
vil vi se byen nærmere an.
7. dag.
Palermo er byen, hvor mange forskellige kulturer mødtes og skiltes,
og hvor disse kultursammentræf har sat deres mest synlige og fortættede
aftryk. Her ses klassiske søjler, arabiske kupler med arabesker,
normanniske rund- og spidsbuer, palæer i spansk barokstil.
Palermo var base for karthagerne, mens grækerne aldrig fik fodfæste
i denne del af Sicilien, selv om byens navn vel er fra det græske
panhormos, hvilket betyder "Havn altsammen".
Efter karthagerne kom Palermo under romernes og siden byzantinerne;
men den lå alt for langt fra centrum for disse imperier til at spille
en større rolle.
Anderledes under det næste herskerfolk, araberne, som byen kom
under i 831 efter et års belejring. Det blev begyndelsen til nyt
liv for byen, der voksede op til en storby, centralt beliggende i det muslimske
verdensrige. På grund af sin størrelse (300.000 indbyggere)
og pragt kunne den sammenlignes med Cordoba og Cairo. Palæer,
moskéer og parker med rindende vand blev grundlagt i denne "Vestens
Medina" med slanke minareter, der stod mod horisonten.
I 1060 startede Robert Guiscard med sin normanniske hær erobringen
af Sicilien, og elleve år efter nåede han til Palermo. De nye
herskeres komme betød dog ikke den arabiske kulturs forfald, tværtimod.
Skønt normannerne på den ene side ødelagde moskéerne,
så brugte de på den anden side de arabiske arkitekter til bygningen
af deres herlige palarmitanske palæer. Selv om de tog det militære
herredømme over hele Sicilien, så lod de dog fortsat administrationen
bero hos de dygtige islamiske embedsmænd. Palermo blev centrum for
en livlig handel mellem Orienten og Occidenten. En levende blandingskultur
udfoldede sig i de rige palæer i arabisk-normannisk stil som et særpræget
multietnisk eksperiment i den tidlige europæiske middelalder.
Denne storhedstid fortsatte, selv da Sicilien kom under tyske, franske
og siden spanske fyrster, ikke mindst under den tyske kejser Frederik II,
der gerne opholdt sig i Palermo, i hvis domkirke han blev gravsat i 1250.
Efter kejser Frederiks død kom Sicilien en kort tid under franske
konger, men i 1282 udbrød et oprør mod dem. Det kaldes "Den
sicilianske Vesper" og begyndte spontant efter aftenbønnen, vesper,
i den kirke i Palermo, som stadig kaldes Vesper-kirken. Herfra bredte oprøret
sig til hele øen, som så kom under spansk indflydelse.
*
Vi starter dagen med at tage ud til Monreale for at se den pragtfulde
domkirke, Santa Maria la Nuova, opført af normannerkongen Vilhelm
II (1166-1189), hvor han, hans fader Vilhelm I, hans moder og brødre
hviler i store marmorsarkofager. Den fornemme bronzedør med dens
42 bibelske relieffer er udført af Bonanno Pisano, som også
byggede det skæve tårn i Pisa. Vi går ind og overvældes
af det over 100 meter lange treskibede kirkerum, som rummer verdens største
sammenhængende mosaik med scener fra Det gamle og Det nye Testamente,
begyndende med verdens skabelse; i korets hvælving ser man Jesus
Kristus Pankrator, alherskeren, hvem al magt i himlen og på jorden
er givet. Kun ved kongelogen er de bibelske motiver brudt af jordiske,
hvor blandt andre kirkens bygherre, Vilhelm II, ses.
Bygget sammen med domkirken er det gamle Benediktinerkloster, af samme
alder som kirken. I klostergården bæres munkegangen omkring
en indre grønnegård med fontæne af 216 tvillingesøjler,
der så godt som alle er forskellige.
Fra domkirkepladsen er der en fin udsigt mod Palermo, som vi nu vender
tilbage til for inden frokost at at nå se Det arkæologiske
Nationalmuseum, som er indrettet i et tidligere kloster med en stemningsfuld
klostergård midt i Palermo. Her findes en af de største samlinger
af antikke vaser, statuer, mosaikker, mønter, indskrifter osv.
Vi vil især interessere os for de fund, der er gjort i Selinuntes
tempelområde, hvor vi gik rundt i går. Reliefferne stammer
hovedsagelig fra det 6. århundrede og giver med deres mytologiske
scener et overblik over udviklingen af den græske billedhuggerkunst
fra den tidlige arkaiske tid og ned til sit højdepunkt i klassisk
tid, hvor Selinunte blev ødelagt under den karthagenensiske erobring.
Udover de græske kunstværker er der også en samling af
romerske fund og indskrifter. På første sal er der fortrinsvis
forhistorisk materiale; det bevæger vi os let hen over, inden vi
går ud i byen og spiser frokost.
Efter frokost kører vi til Normannerpaladset (Palazzo dei Normanni),
som oprindelig blev anlagt af araberne på et romersk bygningsværk
og i det 12. århundrede blev fuldført af normannerne, for
hvem det både tjente som kongeslot og fæstning. I dag er paladset
sæde for Siciliens regional-parlament, men det er muligt at se Roger
II's tronsal og hans hofkirke, Capella Palatina. Det er en treskibet basilika,
hvor skibene skilles af 2 x 5 søjler, der bærer gotiske buer.
Kirkerummet bærer præg af byzantinsk og arabisk indflydelse.
Der er lysende mosaikker på guldgrund med bibelske motiver, og loftet
er et såkaldt stalakit- eller drypstenshvælv, skåret
arabesk-agtigt i træ af arabiske kunstnere. Det virker så let,
at man får fornemmelse af, at det svæver. I den modsatte ende
af koret står Rogers kongetrone.
Vi tager tilbage ad Via Vittorio Emanuele, hvor Domkirken ligger. Den
er bygget i arabisk-normannisk stil i 1100-tallet og ombygget i senere
århundreder i spaniertiden. På pladsen foran kirken står
en statue af Palermos skytshelgen, Santa Rosalia, hvis grav findes i kirken,
og som har givet navn til den. Kirkerummet er ikke en pragtudfoldelse,
som vi så dete i Monreale, men denne gigantkirke huser foruden Santa
Rosalias grav de kongelige og kejserlige grave med normanniske og tyske
fyrster, nemlig Roger II (død 1154), den tysk-romerske kejser Henrik
VI og hans dronning Constanza (datter af Roger II) samt deres søn
kejser Frederik II (død 1250).
Vi fortsætter tilbage ad Via Vittorio Emanuele til Piazza Bologni,
hvor der står en statue af kejser Karl den V (1516-1556), der som
de øvrige aragonske konger på denne tid herskede over Sicilien,
desuden var han overhoved over Det tysk-romerske Kejserrige.
Herfra fortsætter vi til en af de smukkeste pladser i Palermo:
Piazza Bellini; her ligger Teatro Bellini (fra 1809) og to kirker. Santa
Maria dell' Ammiraglio, Admiralskirken, bygget i 1143 af Roger II's storadmiral
Georgio Antiocheno som en gave til kongen. Kirkens vægge er
dækket af bibelske mosaikker, men de to mest interessante viser
Kristus, der sætter kronen på Rogers hoved, og storadmiralen,
der kaster sig i støvet for Jomfru Marias fødder. Kirken
kaldes også La Martorana efter Eloisa Martorana, der stiftede en
klosterorden, der blev knyttet til kirken. En statelig campanile hører
til kirken.
På Bellinitorvet vest for La Martorana ligger også kirken
San Cataldo, der blev bygget i 1161 ligeledes i arabisk-normannisk stil.
Den har en tydelig orientalsk karakter med de tre lyserøde kupler.
Den er måske bygget som moské; der var trosfrihed under Roger
II og hans normanniske efterfølgere, og for ham ville det være
naturligt med en kristen kirke og en moské side om side. Den tilhører
nu Den hellige Gravs Ridderskab, og der er ikke uden videre adgang; det
er også mest udefra, den er interessant.
Herfra er der ikke langt til Palermos midtpunktet, nemlig gade-krydset
Quattro Canti (De fire Hjørner), hvor byens to hovedgader, Corso
Vittorio Emanuele og Via Maqueda, mødes. Her er i slutningen af
17. århundrede opført fire helt ens barokpalæer i tre
etager. I den nederste repræsenterer skulpturerne de fire årstider,
i den mellemste vises fire spanske konger og i den øverste fire
helgener. Bygningerne er et fornemt eksempel på pendant-byggeri.
Tæt ved ligger Piazza Pretoria med Palazzo Senatorio, byens rådhus.
På pladsen er en storslået fontæne med en overdådighed
af bassiner og skulpturer, der er udført i det 16. århundrede
af kunstnere fra Firenze.
Fredag aften er vor sidste sammen, og vi holder en siciliansk afskedsmiddag.
8. dag.
Formiddagen er fri til at slentre om i den hyggelige bymidte, hvoraf
vi kun har nået at se det historisk mest interessante, men som gemmer
mange charmerende kroge og fristende forretninger.
Litteraturliste til SICILIEN
Peter P. Rohde: Sicilien, 1975
Hans Lyngby Jepsen: Sicilianske billeder 197o
Aksel Dreslov: Taormina og det klassiske Sicilien, 1992
Aksel Dreslov: Turen går til Sicilien, 1988
Preben Hansen: Turen går til Syditalien og Sicilien, 1993
Knauers Kulturführer in Farbe: Sizilien, 1988
Bo Grønbech: Sicilien, Banditter og Statsmænd, 1960
Bo Grønbech: Sicilien, et historisk Rids, 1975
Leo Hjortsø: Græske guder og helte, 1975
Leo Hjortsø: Romerske guder og helte, 1982
Johan Bender: Oldtidens Rom, Romerske billeder, 1990
Stig T. Karls1son: Sicilien i skyggen, 1963
Mario Puzo: Sicilianeren, 1984
Thomas Harder: Mafiaens mænd, 1990
Palle Spore: Syditalien, 1991
Christopher Kininmonth: Sicily, 1988
Sfinx 1981, nr. 1
Sfinx 1986, nr. 2
Siciliens
historie. En tidstavle
Forhistorisk tid:
fra ca. - 35.000 forhistoriske folk
fund af stenredskaber i grotter
ca. - 1400 ankommer siculerne,
der giver navn til Sicilien
ca. - 1000 fønikerne grundlægger byer
især i det vestlige Sicilien
Græsk tidsalder
- 753 grækerne grundlægger den første
koloni Naxos
- 734 Siracusa
- 689 Gela
- 650 Selinunte
- 582 Agrigento
405-367 Dionysios I er tyran i Siracusa
- 276 Hieron II i Siracusa søger hjælp
hos romerne mod punerne/fønikerne
Romersk tidsalder
264-241 Første puniske krig:
- 241 Sicilien bliver romersk provins undtagen Siracusa,
der lægges under romerprovinsen i
- 212 under anden punsike krig
- 135 + 101 slaveopstand
Fund fra romertiden i Siracusa og Villa Casale
Folkevandringstiden
440 - 535 Vandalerne og vestgoterne hærger Sicilien
Byzantinsk tidsalder
535 - 827 Den østromerske kejser Justinian erobrer Sicilien,
der er under byzantinsk herredømme i 300 år
Arabisk tidsalder
827 - 1060 Sicilien under muslimsk herredømme.
Hovedstad: Palermo
Normannertiden 1060 - 1189
Normannergreven Robert Guiscard og broderen Roger erobrer Sicilien
1130 Roger II krones til konge, han dør 1154
Under Vilhelm I + II smuldrer normannerherredømmet
Hohenstaufertiden 1189 - 1270
1189 Henrik VI Hohenstaufen, gift med Roger II’s datter,
får overdraget Sicilien; dør 1197; deres søn
1197-1250 Frederik II, tysk-romersk kejser, holder hof i Palermo
1250-1282 Kampe melleme tyske og franske (Anjou)-slægter
1282 Den sicilianske Vesper: oprør mod det franske herredømme,
der afløses af spansk indflydelse.
Spaniolerne 1282 - 1720
I denne periode styres Sicilien af spanske konger eller vicekonger
1720 Østrigerne får indflydelse (efter spanske arvefølgekrig)
til 1735
‘Begge Sicilier’ 1735 - 1860
1735 Sicilien bliver regeret af det spansk-bourbonske kongehus
i
Napoli, det nye dobbeltrige får navnet ‘Begge Sicilier’
Italiens samling 1860
1860 Garibaldi erobrer Sicilien, og øen bliver lagt under
den nye italienske stat
Mafiaen bliver virksom
1943 Allieret landgang på Sicilien, øen befries
fra fascistisk styre
1946 Sicilien autonom region; lokalparlament i
Normannerpaladset i Palermo
1992 Mafiaen myrder undersøgelsesdommer Falcone
|