2.
ROM
Introduktion og forslag til
otte dage i
DEN EVIGE STAD
*
Verdensbyen med den tusindårige historie.
Det først, det andet og det tredje Rom.
*
Rom er mange ting: Travl hovedstad i det moderne Italien i godt hundrede
år helt præcist siden 1870; totusindårigt
centrum i et åndeligt verdensrige: Pavens vatikanstat; og så
er der i oldtiden: Kejsertidens Rom som centrum for Det romerske Verdensimperium.
Der er mange historiske lag, og selv om man mener at kende byens fysiognomi,
dukker der ved hvert besøg nye træk frem, nye vinkler at iagttage
den evige stad fra.
Det første, det andet og det tredje Rom: oldtidens, kirkens og
nutidshvirvelens Rom i ingen anden storby er fortid og nutid
mere til stede samtidig i en klædelig symbiose. Oldtidsruinerne indgår
naturligt i Roms byplan og stikker deres hoveder frem overalt i gadebilledet.
Obeliskerne, som de gamle romere hentede i Egypten, og som paverne i renæssancetiden
genbrugte som pejlemærker i den genrejste by, stoltserer stadig på
pladser og for enden af lange, lige gader.
Netop i disse år er byen ved at ruste sig til jubelåret
2000, og det har allerede nu medført, at der er restaureret og åbnet
flere gamle palazzo’er og istandsat antikmuseer, som i mange år har
været lukkede. Disse nyåbnede steder vil vi lægge ind
i vort traditionelle Rom-program, således at der også bliver
noget for de helbefarne romerfarere.
Man slentrer igennem gaderne og fornemmer uvilkårligt
historiens vingesus, de mange slægtleds travle fødder på
fortorve og broer. Man er for hvert skridt i selskab med historien. Rom
har patina, atmosfære og charme, som romerne selv. Men
byen har også trafik og larm, derfor er det afvekslende også
at komme uden for Rom, hvor der er spor af historien at se. Og det vil
vi gøre, således at vi især lader vor bus transportere
os udenfor om eftermiddagen, også fordi romerne holder siesta. I
eftermiddagstimerne (fra omkring kl. 14 til cirka kl. 16) kan der godt
være en lidt mat stemning i byen; kirkerne, mange museer og steder,
vi gerne vil besøge har lukket. Vi tager ud i omegnen
som de gamle romere. Til Tivoli og Hadrians Villa i Sabinerbjergene; og
i stedet for at tage til Pompeii, hvor der efterhånden er godt
fyldt med turister, så vil vi besøge nabobyen Herculaneum,
der ligeledes blev begravet ved Vesuvs udbrud; da Herculaneum er mere overskuelig,
men absolut lige så seværdig som Pompeii, så får
vi tid til at køre op på toppen af Vesuv, hvorfra der er en
vidunderlig udsigt ud over Napolibugten. Ligeledes vil vi en eftermiddag
begive os til Roms gamle havneby Ostia og ud ad Via Appia her
er åbent og nok at se.
Rom blev ikke bygget på en dag. Fra en landsby i et vadested
ved Tiberen udviklede den sig langsomt til at blive metropol i et verdensimperium,
det mest vidtstrakte og mest varige, historien har kendt Det
første Rom.
Oprindelig var de gamle romere et bondefolk; de var hårdføre,
nøjsomme og dygtige teknikere. De asede sejt med at dræne
sumpene mellem de syv høje. Den store kloak, Cloaca Maxima, hvis
udløb i Tiberen stadig ses, afvandede arealet mellem Capitol og
Palatinerhøjen. Det blev til Forum Romanum, rigets centrale plads
model for lignende pladser andre steder i verden.
I tidens løb blev over 15 vandledninger, akvædukter, konstrueret.
På store romanske buer førte de frisk vand til millionbyen
fra Appeninerne og andre bjerge. Ved Via Appia og enkelte steder i selve
Rom ses ruinerne af dem den dag i dag. De mange store termer, badeanstalter,
krævede masser af vand. Også i dag har Rom dejligt friskt drikkevand.
Det har de gamle romere skabt tradition for.
Fra alle dele af riget førte vejene til Rom selv
fra de fjerneste provinser. Også i oldtiden var der et kosmopolitisk
præg over Rom, her færdedes alle mulige forskellige folkeslag.
Men selv det vældige Romerrige blev i folkevandringernes malstrøm
offer for det totale sammenbrud. I løbet af få generationer
svandt millionbyen hen til at være en ubetydelig flække, en
spøgelsesby, hvor fordums akvædukter, monumenter og bygninger
lå hen som mastodontruiner mellem hyrders flokke af får.
Men på ruinerne af det verdslige Romerrige voksede nu et andet
Rom frem: den katolske verdensmagt. Kirkerne fik til huse i de administrationsbygninger,
basilikaer, som fandtes ud over hele riget; alene i Rom findes der over
400 gamle kirkebygninger, nogle ganske små.
Omkring 1500 satte den nu rige og mægtige pavekirke sit umiskendelige
præg på det andet Rom, renæssance og barokkirkernes
by. Peterskirken er den største seværdighed med Michelangelos
kuppel næsten svævende over Peterspladsen et vartegn
for selve Rom.
Men også mange andre kirker samt paladser, villaer og fontæner
præger det andet Roms flotte arkitektur; når det kommer til
stykket er det måske det af de tre Rom’er, der først springer
i øjnene. I deres genrejsning af Rom stod paverne i gæld til
de gamle romeres teknik, akvædukterne og fontænerne blev istandsat
efter deres principper.
Siden Romerrigets fald havde Italien ikke været en samlet stat,
men bestod af mange uafhængige småområder. Men i forrige
århundrede skabte nationalismen endelig en samlet italiensk stat.
Fra 1870 blev Rom igen hovedstad, mens paven betragtede sig som fange i
Vatikanet. Byen voksede, nye kvarterer bredte sig, ministerialbygninger
og monumenter over Det tredje Rom opførtes. Det mest iøjnespringende
er monumentet for Vittorio Emanuele II, der var det samlede Italiens første
konge. Stilen er her historistisk med elementer både fra oldtid og
barok, ligesom det også er tilfældet med Det tredje Roms offentlige
bygninger. Men omkring århundredskiftet fandt det nye borgerskab
sit eget udtryk og byggede huse i fin jugendstil.
Mussolinis diktatur satte fra 1922 sit særlige præg på
Det tredje Roms byplan og arkitektur. Megen flot fascistiske arkitektur
kan stadig ses, for eksempel på Mussolinis paradegade fra Colosseum,
langs Forum Romanum til hans bolig i Palazzo Venezia, eller på Roms
olympiske stadion eller måske mest gennemført i forstaden,
EUR. Som historieinteresseret må man være italienerne taknemmelige,
fordi de ikke slettede sporene fra deres fascistiske fortid.
Arkitekturens faser giver mere historisk sammenhæng i Rom end
i nogen anden by. De gamle romeres dybe respekt for forfædrenes skik,
mos majorum, som de kaldte det, går igen i de levende romeres hægen
om fortiden. Fortid, nutid og fremtid hænger sammen. Det var således
ikke nogen tilfældighed, at traktaten, der i 1957 lagde grunden til
Den europæiske Union, blev underskrevet i Rom. Idéen bagved
har inspiration fra Roms fortid, og den peger mod Europas fremtid. Siden
Imperium Romanum gik under for 1500 år siden, har forestillingen
om Romerriget og om en genfødsel stadig spillet en rolle. Europæerne
glemte aldrig den samlende kraft, der udgik fra deres fælles rigshovedstad
Rom, og som i mange hundrede år skabte Pax Romana: fred ud over Europa,
som opretholdt retssikkerhed ved hjælp af Romerretten, og som sørgede
for en rimelig levestandard for rigets indbyggere.
Dette er undertoner og syner, man måske hører og ser,
når man færdes opmærksomt i Rom med øre og blik
for byens historiske pulsslag.
1. dag.
Et glimrende historisk overblik får man fra Roms centrale plads,
Piazza Venezia; herfra kan fem perioder i ikke alene Roms, men i Italiens
historie overskues. Det første Rom repræsenteres af Trajansøjlen.
Op ad dens 40 meter høje marmorblokke snor sig en slags tegneserie
der med sine 2.500 relieffigurer fortæller om kejser Trajans erobring
af Dacien (Rumænien). På toppen troner nu en statue af apostelen
Peter; den blev i 1587 opsat af pave Sixtus 5. og vidner om Det andet Rom.
Bag Trajans Forum skimtes Torre delle Milizie, der blev opført i
middelalderen delvis af sten fra oldtidens antikke bygninger.
På Piazza Venezia ligger renæssancebygningen Palazzo di
Venezia, der sandsynligvis er opført efter Leon Battista Albertis
tegninger. Den var først republikken Venezias og senere Østrigs
ambassade i Rom. Den vidner om en tid, hvor Italien ikke var et samlet
rige, men hvor andre magter havde indflydelse. Da Mussolini kom til magten
i 1922, gjorde han paladset til sit hovedsæde, og fra dets balkon
holdt han sine taler til romerne.
Ved Piazza Venezia rejser Viktor Emanuel monumentet sig. Det er omkring
århundredskiftet rejst til minde om Italiens samling og kaldes Fædrelandets
Alter, men har andre mere eller mindre fantasifulde kaldenavne. Det kan
ses fra alle dele af Rom, og er et af de største marmormonumenter
i verden. Om det er kønt er en smags sag, men i hvert fald et iøjenspringende
stykke nationalpropaganda fra Det tredje Rom. Det kan også siges
om den paradegade, som Mussolini lod anlægge fra Piazza Venezia ned
langs Forum Romanum med kejserstatuer og kort på murene over Italiens
erobringer helt til fascisttiden. Denne Via dei Fori Imperiale bevæger
vi os nu ikke ned af i dag, men efter dette lille synsindblik i Roms og
Italiens historiske faser kan vi måske lige nå at slentre en
tur op på Capitol, centrum i det antikke Rom, inden aftensmaden står
på bordet.
2. dag.
Denne første formiddagen begynder vi et centralt sted, nemlig
på Forum Romanum, der var Roms politiske, økonomiske og religiøse
centrum. Mellem Titusbuen i syd og Septimius Severusbuen i nord løb
den hellige vej og langs den lå templer for nogle af de vigtigste
guder samt basilikabygninger til retssager og til handel, en slags varehuse.
Folkeforsamlingen mødtes neden for talerstolen, Rostra, for at lytte
til politikerne og vedtage eller forkaste deres lovforslag.
I Curia mødtes Senatet, der bestod af afgåede embedsmænd
og repræsenterede politisk og administrativ erfaring, og som havde
en afgørende rådgivende funktion. Alle love og forordninger
blev offentliggjort med påskriften SPQR, det romerske folk og senat.
Disse fire bogstaver ses stadig på busser, brønddæksler
og anden kommunal ejendom i Rom. Senatsbygningen er det eneste hele bygningsværk
på Forum Romanum - bevaret, fordi det i mange år husede en
kirke.
A1t andet ligger mere eller mindre i ruiner på dette verdens
berømteste torv; derfor skal man mobilisere nogen indsigt og fantasi,
for at pladsen bliver levende, men så kan man til gengæld næsten
høre en senator bevæge sig over Forum Romanum i sin lange
toga, mens man ser synet for sit indre blik!
Vi slutter vor rundgang på Forum ved Titusbuen, der står
som minde om Jerusalems ødelæggelse i år 70 ved den
senere kejser Titus. Triumfbuen er flot nyrestaureret og viser blandt andet
i relief de romerske soldater, der i triumf fører jødenes
syvarmede lysestage ud af Jerusalem.
Fra Titusbuen går vi fra Den hellige Vej ned ad Via Appia ned
til kejser Konstantin den Stores triumfbue, dens indskrifter og relieffer
giver et indtryk af, hvorledes kejserne kunne bruge triumfbuerne til propaganda
for sig og Romerriget; herigennem drog den sejrrige romerhær med
krigsfangerne efter sig ind på Forum Romanum.
Vi går derfra ind i det overfor liggende Colosseum, der er et
kæmpe amfiteater bygget under Titus’ fader kejser Vespasian. Det
rummer over 50.000 siddepladser og blev brugt til gladiatorkampe og til
jagt på vilde dyr. Scenen kunne også oversvømmes, så
der kunne opføres søslag.
På Mussolinis paradevej beser vi de fire kolossalkort, som il
Duce lod sætte op i mosaik for at vise Romerrigets vækst.
Efter frokost tager vi lidt uden for Rom. Vi kører sydpå
mod Via Appia; på vejen passerer vi Caracalles Termer og kan lige
få et glimt af ruinerne af dette badeanlæg fra senkejsertiden,
der har været brugt til friluftskoncerter.
Vi fortsætter gennem Porta San Sebastiano ud ad Via Appia, den
ældste af Roms udfaldsveje, der ender i Brindisi, overfartsstedet
til Grækenland i Italiens hæl. Langs Via Appia ligger der ruiner
af gravmonumenter, familiegravmæler og villaer for det antikke Roms
fornemme slægter. Også her uden for bymuren blev de fattige
begravet; det skete i underjordiske gravgange, Katakomber, med nicher til
de afdødes urner. Også de første kristne blev begravet
her. Gangene strækker sig kilometervis gennem undergrundens bløde
tuflag. Vi stiger ned i San Sebastian katakomben og får den forevist
af en af munkene.
I nærheden af katakomberne findes et andet, ret upåagtet
hvilested for døde; det er en mindelund, som er indviet til 335
italienske fanger, som i 1944 blev myrdede af nazistiske soldater som hævn
for et bombeattentat, hvor 32 tyske soldater var blevet dræbt. De
335 gisler blev ført til et forladt stenbrud, Fosse Ardeatine,
lidt syd for Rom, og henrettede; massakren søgte nazisterne at skjule
ved at sprænge grotterne hen over de døde.
Efter befrielsen blev stedet og ligene fundet, og her er nu indrettet
et andægtighedsfremkaldende bunkerlignende monument med 335 gravsten
med data om de døde, hvoraf mange nu så lang tid efter er
betænkt med friske blomster. De uhyggelige grotter kan den besøgende
vandre ind i, og et lille museum fortæller om denne dystre historie
og om den italienske modstandsbevægelse mod tyskerne. Med dette bevægende
indtryk fra Italiens senere historie tager vi tilbage i aftenskumringen.
3. dag.
I dag skal vi aflægge besøg i Vatikanstaten, der er pavens
stat, en lille stat i den italienske stat. Vi tager tidligt afsted, så
at vi på vejen til pavestaten kan få et indtryk af det sted
nær Tiber-floden, hvor kejser Augustus lod opføre et såkaldt
fredsalter, Ara Pacis, for at hylde den verdensfred, Pax Romana, som hans
styre førte med sig efter mange århundreder med krig og borgerkrig
i Romerriget. På altrets marmorrelieffer ses fredens velsignelser
symbolsk fremstillet samt en procession med kejserlige familiemedlemmer
og fornemme romere på vej til ofring ved altret. Mussolini lod i
1930’erne Ara Pacis frilægge og restaurere sammen med det mausoleum,
som Augustus havde ladet opføre som gravplads til sig og sin familie.
Hele pladsen omkring de to augustæiske monumenter blev nyindrettet
under Mussolini og giver et første indtryk af typisk monumental
fascistisk arkitektur.
På den anden side af Tiberen kan vi også få karakteristiske
indtryk af Mussolinis tredje Rom, nemlig i Stadio Olimpico, Roms olympiske
Stadion, som blev rekonstrueret op til Verdensmesterskabet i fodbold i
1990. Men det, der er interessant i vores sammenhæng, er, at det
er anlagt under Mussolini i flot fasciststil. Han ville ligesom de romerske
kejsere have sit eget forum, og stedet blev kaldt Foro Mussolini, nu hedder
pladsen Foro Italico; men midt for indgangen troner en enorm obelisk, hvorpå
Musolinis navn er indhugget i store bogstaver. Vejen der fører ind
til de forskellige bold og atletikanlæg, er dekoreret med mosaikker
i bedste romerstil, men indskrifter, billeder og tegn beretter om og symboliserer
den fascistiske ideologi.
Navnlig atletikstadion, Stadio dei Marmi, der er gennemført
i marmor fortæller noget om den fascistiske menneskeopfattelse. Bagved
tilskuerpladsen og rundt om hele det ovale anlæg står 60 vældige
marmorstatuer, der er en blanding af romerske guder og forskellige idrætslige
discipliner i den pompøst monumentale og selvforherligende Mussolini
stil. Det kunne ikke undgå at gøre indtryk dengang, i dag
har vi en vis distance til denne svulstighed.
Efter disse formiddagsindtryk fra Det tredje Rom kører vi ind
i Vatikanstaten, det centrale centrum i Det andet Rom.
Peterspladsen er anlagt af Bernini og er med sine 284
søjler i fire rækker, sine to pragtfontæner og obelisken
i midten en pompøs optakt til Peterskirken. Pladsen får kirken
til at syne endnu mere imponerende, end den er - hvis det er muligt. Der
er nemlig tale om verdens største kirkerum. I Peterskirkens gulv
er der nedlagt en lineal med målene på verdens største
kirker. Først 30 meter nede ad kirkegulvet finder man mærket
for St. Pauls i London - og så videre.
Lige under kirkens kuppel står Højalteret over Sankt Peters
grav; det er så højt som Rundetårn. Også det er
skabt af Bernini, og på baserne til de fire søjler har han
hugget ni kvindeansigter i marmor; de udtrykker stigende smerte, mens det
tiende relief er et smilende babyansigt. Det er en fødsels ni faser,
Bernini så indtryksfuldt har villet skildre, og hele historien får
vi på stedet. Vi opsøger andre værker af Bernini: nogle
gravmæler samt “Sankt Peters Himmeltrone” i kirkens apsis.
I kuplens krans står i meterhøje guldbogstaver de ord
fra Bibelen, hvormed Kristus gjorde Peter til sin efterfølger på
Jorden og skænkede ham Himmerigets Nøgler. Ved en af kuplens
støttepiller står en tusindårig bronzestatue af Sankt
Peter, der knuger nøglen i sin fremstrakte hånd. Hans tåspids
er helt blank efter århundreders katolske kys og berøringer.
Peterskirken er smykket med altre og pavegrave, med fornemme skulpturer
og malerier. Vi ser Michelangelos berømte Pieta, Jomfru Maria med
sin søns afsjælede legeme på sit skød. Tidligere
kunne man komme tæt på statuen og beundre dens livagtige marmorhud,
men efter et attentat på den for en snes år siden står
den nu under en glaskuppel. Lige ved siden af er den svenske dronning Kristinas
sarkofag. Hun frasagde sig værdigheden som monark og konverterede
til katolicismen, men rejste til Rom og blev gravsat her.
Et andet kunstværk i Peterskirken har berøring med Norden.
Det er Bertel Thorvaldsens gravmæle for pave Pius den Syvende. De
andre seværdigheder i kirken fordyber man sig i på egen hånd;
vi mødes derefter ved obelisken på Peterspladsen. Det er også
muligt at tage elevatoren til Peterskirkens kuppel, hvor der er en flot
udsigt over Rom, men da der altid er lang kø, må den enkelt
selv afgøre, om det er et ønske at komme derop.
Frokosten spiser vi i Vatikanstaten, som vi forlader ad den mest bedårende,
men af mange oversete rute i højdedragene på vestsiden af
Tiberen; vejen har navn efter bakkerne, Monte Gianicolo, og derfra er der
en vidunderlig udsigt ind over Rom, der ligger udstrakt under en som et
enormt landkort. Men også langs Gianicolo er der seværdigheder,
først og fremmest, et flot monument for Garibaldi, der var med til
at samle Italien i 1870. I parken heroppe er der desuden statuer af det
borgerskab, der stod bag samlingen, og som kom til at præge tiden
derefter. Under Mussolini blev der ydermere rejst en dramatisk rytterstatue
af Garibaldis kone, Anita.
Fra Gianicolo kan vi komme lige ned i den maleriske og charmerende
bydel på den venstre Tiberbred, Trastevere. På vej ned passerer
vi pave Paul V’s fontæne (1611) og Bramantes Tempietto ved kirken
San Pietro in Montori. Fra Trastevere kører vi tilbage til hotellet.
4. dag.
I formiddag vil vi foretage en lille byvandring for at se nærmere
på vort eget Esquiliner kvarter. Her ligger kirken San Pietro in
Vincoli, hvilket betyder Sankt Peter i lænker, her opbevares nemlig
de kæder, som Peter blev holdt fanget i i Mamertiner-fængslet
neden for Capitol-højen. Denne relikvie er nu ikke det, vi vil se
mest på, men Michelangelos berømte Moses-monument, der fungerer
som gravmæle for pave Julius II. De par gange, Sigmund Freud var
i Rom, opsøgte han straks Moses, den vrede faderskikkelse med lovens
tavler, satte sig foran ham og faldt i dybe tanker; uden at se meget andet
i byen vendte Freud tilbage til Wien og skrev siden en bog om Mosesskikkelsen.
Vi vil også prøve at se lidt af det, Freud så.
Fra San Pietro vandrer vi mod Piazza Repubblica, en meget malerisk
plads med sine arkader og Najadefontæne i midten. Pladsen har form
efter en kæmpestor halvcirkel, som i virkeligheden blot er exedra
eller apsis i Diokletians Termer, en antik badeanstalt, der altså
i sin tid var mange gange så stor og optog en hel bydel. En del af
termerne fik Michelangelo i renæssancetiden til opgave at omdanne
til en kirke og et kloster. Kirken, Santa Maria degli Angeli, indrettede
han i badeanlæggets lunkenbadafdeling, tepidariet, og otte kæmpesøjler
og hvælvingskapper vidner stadig om det antikke bygningsværks
kolossale dimensioner.
En anden del af termerne var Det national-arkæologiske Museum,
der da også kaldtes Termemuseet og rummede en kæmpesamling
af de fineste kunstværker fra oldtiden; museet har i mange år
været delvist lukket, og værkerne er nu blevet fordelt på
en række nyåbnede museer andre steder i Rom.
Et af dem er Palazzo Massimo Alle Terme, der ligger lige over for det
gamle Termemuseum. I de sidste par år har man på 1. og 2. sal
kunnet se mange af Nationalmuseets berømte skulpturer smukt nyopstillet;
dem vil vi bese, men desforuden er 3. salen nyligt blevet åbnet,
og her vil vi kunne se fine, velbevarede fresker fra kejsertidens romervillaer,
blandt andre fra Livias hus på Palatinerhøjen.
Et andet filial af Termemuseet er Aula Octogonale, badenes kuppelsal,
der for nylig er indrettet til et arkitektonisk betagende museum for en
udsøgt samling af kendte græsk-romerske skulpturer; dem ser
vi nærmere på, inden vi fortsætter til Via XX Settembre.
Her står Fontana del’ Aqua Felice, som forsynes af en gammel
romersk akvædukt, Aquadotto Felice. Den blev genåbnet under
pave Sixtus V, og den bringer vand ude fra Albanerbjergene. Omkring fontænen
er der relieffer og skulpturer med motiver fra Det gamle Testamente, blandt
andre Moses, og efter ham kaldes den ofte Mosesbrønden. Under Mussolini
blev fontænen restaureret, hvilket en fascistisk indskrift vidner
om.
På gadehjørnerne ligger der to kirker Santa Susanna og
Santa Maria della Vittoria. Den sidste er værd at gå inden
for i, her er overdådige malerier i barokstil af Domenichino, Guercino
og Guido Reni; men det mest spændende er Berninis Cornaro kapel med
skulpturgruppen Den hellige Teresas henrykkelse. Teresa var en nonne, der
ved jesuitisk meditation kunne komme i religiøs ekstase. Under en
af disse oplevede hun at blive forenet med Gud ved, at en engel gennemborede
hendes hjerte med en pil. Det er dette på en gang religiøse,
men også sensuelle øjeblik, Bernini skildrer med hele barokstilens
mangesidede patos.
Efter denne byvandring med mange indtryk spiser vi sen frokost og holder
lang siesta.
Kl. 16,00
mødes vi på Piazza Rotunda foran Pantheon, hvor vi var den
første eftermiddag; derfra går vi til Piazza Farnese og beser
Michaelangelos Palazzo Farnese udefra; det er fransk Ambassade. På
pladsen ligger Den hellige Birgittas kloster og kirke; hun var svensk helgeninde,
der midt i 1300-tallet stiftede Birgittinerordenen, rejste til Rom og oprettede
et kloster her på pladsen. Hver eftermiddag kl. 16.30 er der aftensang,
vesper, i kirken; vi vil forsøge at få adgang.
Herfra spadserer vi over Piazza Navona, “Roms dagligstue”, hvor der
er et livligt folkeliv og flotte fontæner med skulpturer af Bernini.
Det nærliggende Palazzo Altemps er sidste år åbnet for
nogle af Termemuseets highlights. Rummene er smukt propor-tionerede og
her er fornemme renæssancefresker på lofter og i loggiaer.
Man ledes ubesværet rundt på de to etager, der rummer skønne
antikskulpturer, arrangeret i hus og gård efter den moderne velgemmentænkte
museumsmetode. Det er virkelig en stor skønhedsoplevelse, der venter
den besøgende her mellem den græsk-romerske verdens mere og
mindre kendte myter. Museet har åbent helt til klokken 21.45, og
det giver altså denne mulighed for også at udnytte aftenen,
der ellers ikke byder på så meget i Rom ud over opera og så
afslapning efter dagens mange indtryk. Vi kan få et af de bedre aftensmåltider
i Rom på den gode taverna “Grappolo d’Oro” ved Campo de’ Fiori, der
ligger i nærheden.
Denne dag har været en rigtig romerdag med slentren i byens gader,
kirker og palazzoer.
5. dag.
Dagens program byder på en heldagsudflugt til Campanien, hvor
oldtidsbyen Herculaneum ligger, den blev i år 79 levende begravet
ved Vesuvs udbrud ligesom Pompeii. Det har, siden udgravningerne tog rigtig
fart i forrige århundrede, givet os efterkommere af romerkulturen
mulighed for at se indenfor i en overskuelig romersk provinsby
for at være romere for en dag.
I modsætning til Pompeii blev Herculaneum dækket ikke alene
af aske og pimpsten fra luften, men også af slammasser fra Vesuv
på grund af byens beliggenhed lige under vulkanen. Arkæologer
må ikke alene grave gennem et 20 meter tykt lavalag, men også
tage hensyn til byen Resina, som er vokset op oven på den antikke
ruinby. Derfor er kun 1/3 indtil nu udgravet.
Når man har besøgt Pompeii og fået indtryk af en
romersk by i sin helhed, bliver et ophold i Herculaneum så meget
mere interessant. Husene i Herculaneum er i bedre bevaringstilstand end
de andre Vesuvbyer, nogle huse er endda i to etager.
Fra gaderne kan vi gå ind i mange huse, både i lejekaserner
og i de fornemmere atriumhuse med mange forskellige rum samt have med søjlegang.
I mange af dem ses endnu grafittiindskrifter og vægmalerier, selvom
de mest værdifulde fresker opbevares på museer i Napoli.
I mange huse er der fremdraget velbevaret inventar, møbler,
husgeråd etc. Også træværk, bindingsværk,
døre skodder og paneler er bevaret, forkullet og balsameret af slammaserne.
Herculaneum er mere overskuelig end Pompeii, og den udgravede del rummer
hverken teatre, templer eller et egentligt forum. Til gengæld er
der større mulighed for at fordybe sig i de mere velbevarede atriumhuse,
etageejendomme, taverner og de to velbevarede badeanstalter (termer).
I nyudgravede områder ved kysten er der for nylig fundet en mængde
skeletter af indbyggere, som naturkatastrofen har overrasket, inden de
kunne slippe væk ad søvejen.
Ikke alene selve Herculaneum får vi et levende indtryk af, men
også selve udbruddet ved vi meget om. Den romerske historieskriver
Plinius den Ældre overværede udbruddet på tæt hold
og døde herunder, men hans nevø, der så det på
afstand, har givet en udførlig skildring af sine iagttagelser og
af, hvad han hørte om onkelens død. Plinius den Yngres skildring
er så nøjagtig, at vulkanologerne har brugt betegnelsen “et
pliniansk udbrud” som betegnelse for den type vulkanaktivitet.
For at tage et nærmere bestik af den vulkan, som vi kan takke
de velbevarede oldtidsbyer for, aflægger vi et besøg på
toppen af Vesuv, inden vi begiver os tilbage til Rom. Bussen kan bringe
os et godt stykke op, men de sidste 4-500 meter må vi vandre. Det
er en stor oplevelse. Til den ene side kan man kigge ned i det svagt osende
krater, mod ydersiden af kraterkanten ser man ned i Herculaneum og fra
den sydlige ende kan man se Pompeii. Vestude åbner en vid udsigt
sig over Napolibugten med øen Capri.
Efter en lang og spændende dag kører vi tilbage til den
romerske hovedstad. Busturen bevæger sig gennem det skønne
Campanien, den varer knap tre timer hver vej, og her vil der blive lejlighed
til at høre en samlet oversigt over Italiens historie og kultur
fra Roms grundlæggelse i 753 f. Kr. til Berlusconi og lidt til.
6. dag.
Denne formidag begiver vi os til den vigtigste af det gamle Roms syv
høje, nemlig Capitol. Dele af stedet har de sidste år ganske
vist været under ombygning, alligevel er der meget at se, og måske
er nyindretningerne ved at være tilendebragt, så tæt
på jubelåret som vi er.
Michelangelo har designet pladsen og anbragt rytterstatuen af kejser
Markus Aurelius på en flot renæssancesokkel; den er dog for
nylig blevet erstattet af en kopi, men den restaurerede original er trukket
indenfor på grund af forureningsfaren og kan ses i forgården
til et af de to museer.
Denne fornemme renæssanceplads er kranset af tre paladser, som
Michelangelo også har bygget. Midt for er den bygning, som i dag
huser byen Roms repræsentative rådhus; her modtages officielle
gæster, og andre celebre begivenheder finder sted.
Til siderne er de to capitolinske museer. Hvor vidt nyindretningen
af Palazzo dei Conservatori er kommet, vil vise sig, men vi forventer at
se nyopstillinger af den græsk-romerske kunst samt Lupa, den romerske
ulvinde, et fornemt etruskisk bronzearbejde. I hvert fald kan vi se nogle
interessante relieffer af kejser Hadrian, der holder gravtale over sin
hustru, og Marcus Aurelius i færd med at forberede, gennemføre
og afslutte et felttog.
I Det capitolinske Museum overfor ser vi den nyrestaurerede kejser
Markus Aurelius højt til hest. Desuden vrimler det med græske
statuer, romerske kejserbuster og her står den capitolinske Venus;
der er berømte statuer af Eros, Amor og Psyke og Den døende
galler.
Fra Capitol går vi ad trapper endnu højere op til kirken
Santa Maria d’Aracoeli, der står, hvor det gamle Junotempel lå.
Kirken går tilbage til det 6. århundrede, og dens 22 søjler
er genbrug fra antikke bygninger. Efter legenden skulle kejser Augustus
af en sibylle være blevet spået om Kristi komme og derfor på
Capitol byggede et himmelalter (ara coeli). I kirken findes helgengrave
og den hellige Bambino, en cedertræsfigur, som skal have undergørende
kraft.
Fra kirken på Capitol går vi ned til Pantheon. Som det
græske navn fortæller, er det et tempel for alle guder, og
det er den mest intakte bygning i Rom fra antikkens tid og for mange romafarere
det mest betagende rum i byen. Italienerne besluttede i 1870, at denne
imponerende kuppelbygning skulle være gravplads for Italiens konger,
og her ligger da også Viktor Emanuel og hans søn Umberto,
også Rafaels kiste står her. Her ender formiddagens byvandring.
Om eftermiddagen kører vi
fra hotellet godt en snes kilometer øst for Rom, ad Via Tiburtina
ud i Sabinerbjergene. Herude ligger den yndige lille by, Tivoli,
og der er en del at se på.
Også i oldtiden var Tivoli, der dengang hed Tibur, et yndet rekreationssted
for romerske patricierfamilier, mange havde deres villaer liggende herude
fri for storbylivets larm. Byggeriet lettedes af, at der i Tibur ligger
store travertinlejer, hvis marmorlignende sten siden oldtiden har været
benyttet til byggeri i Rom og omegn.
Kejser Hadrian lod i år 118 påbegynde opførelsen
af et enormt, men også yndefuldt anlæg, Villa Hadrina.
Ved indgangen finder vi en model, der giver os overblik over området.
Her er beboelsesområder med spisesale, bibliotek, gæsteværelser,
haveanlæg med søjlegange, fontæner og bassiner, termer,
teatre og templer. Rundgangen vil tage en god time.
Vi kører nu tilbage til Tivoli og ser på et andet imponerende
anlæg, nemlig Villa d’Este, anlagt i renæssancetiden af kardinal
Ippolito d’Este. I haven plasker i hundredvis af fontæner med vand
fra Anienefloden, som her i bjergbyen danner et stort og smukt vandfald.
Vi får også tid til at spadsere lidt rundt i Tivoli, der unægtelig
er en fredeligere by end storbyen Rom. Men vi må tilbage til hotellet
til aftensmåltidet, som italienerne kalder cena, og som de spiser
sent.
7. dag.
I dag kører vi vestpå, og vi vil til sidst ende ude i
Roms gamle havneby, Ostia. Ude ad Via Ostiense, inde bag gadefacadebygningerne
i nr. 106, ligger et gammelt elektricitetsværk, som nu er indrettet
som filial af Det national-arkæologiske Museum, samtidig med at det
har bevaret sit præg af fabrikshal. Her er antikke statuer
placeret mellem mastodontmaskiner, og samlingen har fået betegnelsen:
Guder og Maskiner.
Her er en imponerende samling af de olympiske guder og mange flere,
blandt andre ses den yndige esquilinske Venus, som i mange år var
en pryd i Det capitolinske Museum; her ses gejle satyrer og bly nymfer,
stejlende kentaurer og tronende sfinxer, anesarkofager og kejserportrætter,
blandt andre en Nero i bronze. Her er også en lille afdeling med
husgeråd, senge og bærestole med flot udskårne udsmykninger.
En kæmpeflot gulvmosaik med jagtscene fra Horti Liciniani kan bedst
beses oppe fra et galleri. Fabriksmuseet rummer og en kiosk med et lille
cafeteria.
Selv om de tre etager rummer et væld af de kendte og af
mere ukendte kunstværker, føler man ikke den bedøvende
vælde, som de overlæssede gammeldags museer kan hensætte
den besøgende i. Maskiner og guder klæder paradoksalt nok
hinanden i en komplementaritet, for ikke at sige symbiose af materie og
ånd med et kulturspænd på 2000 år, et flot udtryk
for italiensk fantasi og design.
Lidt længere ude ad Via Ostiense end museet i elektricitetsværket
ligger San Paolo fuori le Mura, Pauluskirken uden for murene. Den er genopbygget
efter en brand i 1823.
Ved hovedindgangen er der i anledning af Jubelåret opstillet
plancher, der viser og fortæller om de syv valfartskirker i Rom,
som det er en hellig pligt for pilgrimme at besøge især i
jubelårene.
Den enormt store basilika er kopieret efter den basilika, som blev
påbegyndt af kejser Konstantin den Store i det 4. århundrede.
Der findes velbevarede originale mosaikker på triumfbuen og i apsis.
Ved altret står påskestagen, en vældig marmorkandelaber
fra 1180. I det nordlige tværskib er et kapel med en statue i træ
af Paulus fra 1300-tallet, men interessant for os er her også en
statue udført i baroktiden, som forestiller den hellige Birgitta.
Langs Pauluskirkens vægge lige under loftet sidder 264 medaljoner
i mosaik med paveportrætter lige fra Sankt Peter til den nuværende
pave Johannes Paul II. Det eneste i San Paolo, der undgik ilden, var klostergården
fra cirka 1200; den huser antikke og kristne monumenter og kunstværker
i søjlegangen og tilstødende rum.
På vej mod Ostia lægger vi vejen indenom i EUR, der er
en forstad til Rom. Her nær Tiberens bred og på vej mod havet,
Mare Nostrum, Vort Hav, som Mussolini kaldte Middelhavet, anlagde han en
helt ny bydel. Den skulle invies og tages i brug i forbindelse med Verdensudstillingen
i 1942, til minde om år 20 i den fascistiske tidsregning. Men Verdenskrigen
kom i vejen for Mussolinis planer, og efter krigen lå EUR, Esposizione
Universale Romana, med sine store boulevarder og bygninger hen som en slags
spøgelsesby. Hvad skulle man nu stille op med Mussolinis ambitiøse
byggeprojekt? I dag er det indrettet til administrationsby, der især
huser ministerial-, kongres- og udstillingsbygninger, ligesom der findes
museer og sportscentre på området.
Bydelen EUR er i sig selv interessant som en levende og fungerende
anskueliggørelse af den monumentale og totalitære fascistiske
byggestil, hvor staten og institutionerne er alt og mennesket intet. Men
også her er traditionen tilbage til den romerske kejserstil bevaret;
hele bydelen er anlagt som en befæstet romersk lejr med vinkelrette
gader; der er arkader, der minder om akvædukter, søjler og
indskrifter, der propagandistisk viser det italienske folks storhed. Og
midt på torvet, Forum, ses en enorm obelisk, der godt nok ikke er
viet til Mussolini, men til den italienske opfinder Marconi, den trådløse
telegrafs skaber.
I EUR ligger det såkaldte firkantede Colosseum, hvor fascisme-arkitekturen
så at sige har inkorporeret oldtidstraditionen i sit mere kantede
formsprog; indhugget øverst oppe ses en indskrift, der hylder italienerne
som et folk af “poeter, kunstnere, helte, helgener, tænkere videnskabsmænd,
opdagelsesrejsende og grænseoverskridere” - et svulstigt udtryk for
fascistisk selvforherligelse men der er måske lidt om
snakken!
Vi kører nu mod vest, ud til Ostia Antica. Her mellem ruiner
holder vi picnic.
Da Romerriget gik under i folkevandringstiden, forfaldt havnebyen og
blev dækket ikke af lava som Pompeii, men af sand. Derfor
kan vi i dag vandre ind gennem byporten og gå rundt i en romersk
by med Forum, templer, termer, teatre, lejekaserner og fine atriumhuse.
Uden for Ostias Porta Romana i necropolen, dødebyen, minder de mange
forskellige gravformer om en anden side af livet, dets forgængelighed.
Herude er idyllisk, og i denne kultur kan de døde hvile trygt i
deres grave.
8. dag.
Friformiddag og hjemrejse.
TILBAGE TIL "REJSEMÅL"
3. Rom ruster sig til Jubelåret
2000
Indtryk fra Rom efteråret 1998
Da jeg rejste fra Rom efter et besøg for nylig, var det med fornemmelse
af, at jeg havde oplevet Rom mere skøn og fyldig end nogensinde
før, og det siger ikke så lidt.
Jeg troede, jeg kendte Rom som min egen bukselomme; men den by bliver
man aldrig færdig med. Hvad var det særlige og det nye ved
dette besøg i rækken af mange? Det vil jeg forsøge
at sammenfatte; det kan vel være til inspiration for andre, både
nye og helbefarne romafarere.
Denne gang fik jeg lejlighed til at opleve en halv snes seværdigheder,
jeg aldrig havde været eller kunne have været opmærksom
på før.
Alle de mange nye indtryk hænger i høj grad sammen med
Jubelåret 2000, som byen er ved at forberede, og som har ført
til, at flere palazzo’er og museer allerede nu er nyåbnede eller
restaurerede. Det gælder først og fremmest de nye museer,
der er decentraliseret fra Det national-arkæologiske Museum i kejser
Diokletians terme lige over for Banegården.
Dette store og dengang velforsynede museum har i mange herrens år
været lukket, og hidtil har blot gården med peristyl været
tilgængelig. Nu kan man igen se dets highlights placeret i nye, smukke
omgivelser rundt om i byen.
I selve Diokletians terme er Aula Octogonale nu indrettet til samlingssted
for en lille udsøgt skare af spektakulære skulpturer, blandt
dem den berømte nævekæmper i bronze samt flere velskabte
Venus’ser. Den høje hal er i sig selv betagende at træde ind
i; indgangen kan være lidt svær at finde frem til, men det
lønner sig, der venter en mini-pantheon-oplevelse. Rundtemplet Pantheon
er vel nok den bygning, der gør størst indtryk.
Lige i nærheden, i Palazzo Massimo Alle Terme, har man i de sidste
par år på 1. og 2. sal kunnet se mange af Nationalmuseets skulpturer
smukt nyopstilet; og nu er så i år 3. sal åbnet; her
kan man studere fine, velbevarede fresker fra Livias og Farnesefamiliens
villaer samt fra andre romervillaer. Man kan ikke regne med at komme ind
til freskerne straks, men kan “bestille tid” og få billet med det
ønskede tidspunkt, elektronisk plottet ind på adgangskortet.
Kun et begrænset antal besøgende lukkes ind ad gangen, men
så er det også med guidning.
I den nordlige ende af “Roms dagligstue”, Piazza Navona, og lidt til
ligger det fine, hidtil utilgængelige renæssancepalads Altemps,
indgangen er uanseelig, men find frem til den og se nærmere på
huset. Rummene er smukt proportionerede, og her er fornemme renæssancefresker
på lofter og i loggiaer. Man ledes ubesværet rundt på
de to etager, der rummer skønne antikskulpturer, arrangeret i hus
og gård efter den moderne velgemmentænkte museumsmetode. Det
er virkelig en stor skønhedsoplevelse, der venter den besøgende
her mellem den græsk-romerske verdens mere og mindre kendte myter.
Museet har åbent helt til klokken 21.45, søndag dog
kun til 19.45; det giver mulighed for også at udnytte aftnerne, der
ellers ikke byder på så meget i Rom ud over opera og lidt andet.
Jeg var i Palazzo Altemps to gange - før og efter et bedre aftensmåltid
i den gode taverna “Grappolo d’Oro” ved Campo de’ Fiori.
Ude ad Via Ostiense, inde bag gadefacadebygningerne i nr. 106, ligger
et gammelt elektricitetsværk, som nu er indrettet som filial af Det
national-arkæologiske Museum, samtidig med at det har bevaret sit
præg af fabrikshal. Her er antikke statuer placeret mellem
mastodontmaskiner, og samlingen har fået betegnelsen: “Guder og Maskiner”.
Her er en imponerende samling af de olympiske guder og mange flere,
blandt andre ses den yndige esquilinske Venus, som i mange år var
en pryd i Det kapitolinske Museum; her ses gejle satyrer og bly nymfer,
stejlende kentaurer og tronende sfinxer, anesarkofager og kejserportrætter,
blandt andre en Nero i bronze. Her er og en lille afdeling med husgeråd,
senge og bærestole med flot udskårne udsmykninger. En kæmpeflot
gulvmosaik med jagtscene fra Horti Liciniani kan bedst beses oppe fra et
galleri. Fabriksmuseet rummer og en kiosk med et lille cafeteria.
Selv om de tre etager rummer et væld af de kendte og af
mere ukendte kunstværker, føler man ikke den bedøvende
vælde, som de overlæssede gammeldags museer kan hensætte
den besøgende i. Maskiner og guder klæder paradoksalt nok
hinanden i en komplementaritet, for ikke at sige symbiose af materie og
ånd. Jeg gik opløftet fra dette miljø med et kulturspænd
på 2000 år, et flot udtryk for italiensk fantasi og design.
De fire nævnte museer er filialer af Det national-arkæologiske
Museum, med deres nyopsætning er de overskuelige og meget oplysende
om antik mytologi og romersk kultur. For den, der har interesse heri, er
de lærerige og skønne at færdes i. Der er udgivet fortrinlige
guidebøger til dem, som har fine farveillustrationer og både
fortæller bygningshistorie og om de enkelte kunstværker, deres
historiske og mytologiske baggrund.
Forum Romanun er der nu gratis adgang til - vel på grund af de
senere års restaureringsrod, til gengæld betaler man
nu for at komme på Palatinhøjen, fordi der nu er åbnet
et nyindrettede museum deroppe, det måtte jeg se, og som aldersstegen
betaler man jo ikke for at hjemsøge museerne; det er bare med at
få noget set, mens man er i live. Det var nogenlunde, men kan ikke
måle sig med de andre nyåbnede. Men den brede Palatinerhøj
er altid et besøg værd. Herfra er en vid udsigt: ned over
Forum Romanum, over til Colosseum og til den akvædukt, der førte
vand til kejserpaladserne heroppe, mod vest til den store Circus Maximus,
hvor Neros hestevæddeløb rasede rundt og videre ud til Peterskirken
med Michelangelos kuppel, der svæver over byen som et vartegn. Så
tag roligt derop, og tak madkurven med.
Lidt længere ude ad Via Ostiense end museet i elektricitetsværket
ligger San Paolo fuori le Mura, Pauluskirken uden for murene, som er en
af de syv valfartskirker, som pilgrimme skal besøge, især
i jubelårene. Jeg havde aldrig haft lyst til at besøge den,
da den er genopbygget efter en brand i 1823; når jeg tidligere har
været forbi den, syntes jeg, den virker stor og svulstig. Men når
jeg alligevel var så tæt på, begav jeg mig derud og blev
meget glad for besøget.
Ved hovedindgangen er der allerede nu i anledning af Jubelåret
opstillet plancher, der viser og fortæller om de syv valfartskirker
i Rom, som er en hellig pligt for pilgrimme at besøge.
Den enormt store basilika er kopieret efter den basilika, som blev
påbegyndt af Konstantin den Store i det 4. århundrede. Der
findes velbevarede originale mosaikker på triumfbuen og i apsis.
Ved altret står påske-stagen, en vældig marmorkandelaber
fra 1180. I det nordlige tværskib er et kapel med en statue i træ
af Paulus fra 1300-tallet, men interessant for os er her også en
statue udført i baroktiden, som forestiller den hellige Birgitta.
Langs Pauluskirkens vægge lige under loftet sidder 264 medaljoner
i mosaik med paveportrætter lige fra Sankt Peter til den nuværende
pave Johannes Paul II. Det eneste i San Paolo, der undgik ilden, var klostergården
fra cirka 1200; den huser antikke og kristne monumenter og kunstværker
i søjlegangen og tilstødende rum og er absolut værd
at vandre en rundgang i.
På vejen tilbage til Rom aflagde jeg et besøg på
Den protestantiske Kirkegård, som er et fredeligt, smukt og
stemningsfyldt sted. Her kan de døde hvile trygt i deres grave.
Nær nogle af de danske grave ligger en marmorsten, hvorpå der
står: “Vi kom fra Danmark, vort hvilested blev Rom”.
De italienske kirkegårde er et kapitel for sig; således
også Roms Kirkegård, Campo Verano, der udgør en hel
bydel i spadseregangs afstand østpå fra Hovedbanegården.
Den er vel ikke et egentligt turistbesøgsmål, men den er smuk,
og kirkegården fortæller megen kulturhistorie med sine grave,
der præsenterer flere hundrede års skiftende stilarter. Gravenes
mere eller mindre prangende fremtræden spejler også italiensk
socialhistorie og demonstrerer, hvilket udpræget klassesamfund Italien
er; stenrige familier findes her i en grad, som slet ikke kendes hos os
i Norden.
På Campo Verano ses flotte gravmæler, ja hele små
templer og mausolæer, hvor familierne kan komme med blomster og madkurve
og mindes deres afdøde; men også de mere ydmyge urnegrave
i “dueslag” , oldtidens colombarier , sat ind i en 5-6 etagers høj
mur, bliver omhyggeligt passet med hyppige besøg og friske blomster.
Ligesom etruskerne og de gamle romere omhyggeligt hægede om deres
afdøde aner i deres nekropoler , således gør italienerne
det og i dag; traditionen fortsætter; romerne var konservative -
gammelt er godt, og det hænger stadig ved hos efterkommerne. Der
er meget liv her i de dødes by, og intetsteds ser man så store
og flotte blomsteropsatser som i blomsterforretningerne lige ved indgangen
til Campo Verano.
Et helt særligt og ret upåagtet hvilested for døde
i Rom er den mindelund, som er indviet til 335 italienske fanger, som i
1944 blev myrdede af nazistiske soldater som hævn for et bombeattentat,
hvor 32 tyske soldater var blevet dræbt. De 335 gisler blev
ført til et forladt stenbrud, Fosse Ardeatine, lidt syd for Rom,
og henrettede; massakren søgte nazisterne at skjule ved at sprænge
grotterne hen over de døde.
Efter befrielsen blev stedet og ligene fundet, og her er nu indrettet
et andægtighedsfremkaldende bunkerlignende monument med 335 gravsten
med data om de døde, hvoraf overraskende mange nu så
lang tid efter er betænkt med friske blomster. De uhyggelige grotter
kan den besøgende vandre ind i, og et lille museum fortæller
om denne dystre historie og om den italienske modstandsbevægelse
mod tyskerne. Her blev en af grundstenene lagt til den nye italienske republik
efter fascisternes misregimente.
Fosse Ardeatine er dagligt åbent til klokken fem, man kan mageligt
spadsere derover efter et besøg i en anden nok så kendt gravplads,
San Sebastiano katakomberne på Via Appia Antica, der let nås
med bus 218 fra Centrum.
EUR er det mærkelige navn på en forstad til Rom, som Mussolini
lod anlægge i bedste romer- og fasciststil; som navnet siger, er
det anlæg for en verdensudstilling i Rom, Esposizione Universale
di Roma; krigen forhindrede den, og nu er husene taget i brug til andre,
officielle formål, men alle de karakteristiske fascistbygninger ligger
dér med deres imposante udsmykninger og minder om fascismens menneskeundertrykkende
idealer. Man bliver lille og betydningsløs af at gå rundt
mellem disse bureaukratiske bygninger.
Det er rigtig i italiensk ånd at lade mindelser om et nok så
problematisk kapitel i landets historie blive stående; selv om ikke
alt gammelt er godt, så er det dog med til at sige noget om, hvem
man er - eller har distanceret sig fra. For historiens og sin egen skyld
skal man ikke slette spor.
Jeg tog til EUR, som let nås med Metroen, for at tage et foto
af det store gavlrelief, hvor Romulus og Remus, Roms sagnagtige bygrundlæggere,
ses øverst, kejser Augustus troner i midten, og Mussolini sidder
højt til hest nederst - et rigtig propagandanummer for romerkultur
og fascisme. Der ventede en ekstraoplevelse.
Da jeg havde taget de første fotos, kom en embedsmand i funktion
ud og sagde, det måtte jeg ikke. Jeg spurgte hvorfor, og han gentog
bare, at det måtte jeg ikke. Jeg spurgte så, om det var, fordi
han sagde det, eller det rigtig var forbudt og hvorfor samt tilføjede,
at jeg faktisk allerede havde gjort det! Han forsvandt, og jeg blev under
disse omstændigheder mere ivrig efter at sikre mig flere billeder
af disse fredhellige motiver. Herunder dukkede så en engelsktalende
lady i fuld uniform med ordner på brystet op og annoncerede, at det
var forbudt at fotografere her; det lød mærkeligt, da der
ellers ikke er fotoforbud i EUR, og ikke var foto-forbudt-skilt oppe her,
så jeg spurgte, om jeg så ikke måtte fotografere hende.
Dermed sluttede samtalen.
Episoden så jeg som udtryk for den velkendte italienske “mikro-magt”,
det vil sige den lille bitte magt, som det enkelte individ - embedsmanden,
fængselsbetjenten, buschaufføren - udøver for at skaffe
sig anseelse eller penge, som Thomas Harder har beskrevet det i sin seneste
bog om Italien, 1997, side 169.
Hjemme i Rom fortalte jeg mine venner om episoden, og en af dem
mente, at den bygning var en del af forsvarsministeriet, og at dette kunne
være forklaringen på dette for de ellers så dejlige italienere
paradoksale fænomen. Måske kan der være andre forklaringer.
Når jeg tænker tilbage på dagene i Rom, er det med
følelsen af ikke blot at have fået en masse skønhesindtryk
og gode måltider med gamle venner; der er noget ved den by, der giver
et langt blik ned gennem historien, ned til vor kulturs rødder -
og længere endnu. Der opstår noget mellem den by og den person,
der kommer til den, bliver indfanget og får perspektiv på sig
selv og sin historie.
Det har Frederik Ludvig Bang Zeuthen fanget fint i sin bog “Min Udenlandsreise
i Aarene 1833-1834”, og det gælder nu som dengang:
Jeg gik naturligviis meget omkring i Rom alene for at tage den “evige
Stads” gamle og nye Mærkværdigheder i Betragtning...
Man huske på, at det at drive omkring kan i Rom være af langt
noblere Art end andetsteds... Naar man der “spilder” Tiden (fra det egentlige
Arbeide), da kan det være til Livets Forskiønnelse, ligesom
Vandets “Spilden” ved Vandspringende ogsaa er til Forskiønnelse.
TILBAGE
4. LEDERE OG LEDERSKIKKELSER
I ROM
En særlig måde at gå på opdagelse i Rom på
Rom kan man besøge og bese gennem mange forskellige briller;
oplagte er kunst- og arkitektur synsvinkler. Men man kan også tage
mere specielle briller på og betragte, hvorledes byen fremviser ledere
og lederskikkelser i sin kunst og i sit virtuelle liv. Det ville være
et oplagt og tilgængeligt emne at indkredse med slående eksemple,
selv om man også vil kunne finde eksempler på antiledere, for
så vidt som mafiauvæsenet har inficeret en del af det officielle
Italien.
Rom er historiens lederby frem for nogen. For det første, fordi
Rom selv har været centrum for markant ledede imperier og organisationer:
Det første Rom (oldtidens) som metropol i et verdensimperium.
Det andet Rom (middelalderens) som centrum i et åndeligt verdensrige
(pavekirken).
Det tredje Rom som rigshovedstad i et nationalrige efter Italiens samling
1870 og efter Mussolinis magtovertagelse i 1922 i den særlige fascistiske
ledelsesform.
Alle Roms lederskaber har haft deres forbilledlige storhed og lærerige
fald. Og i dagens Rom ser vi problemet om magten og dens korruption anskueliggjort
i italiensk politik.
For det andet, fordi Rom er den by, der viser den klareste kronologi
med tydeligt forskelligartede faser og ideologier fra oldtid, middelalder
over renæssance, barok til forrige århundredes historicisme
og videre til nutidshvirvlen med dens uoverskuelighed og forsøgsvise
postmodernisme. Derved belyses temaet ved paradigmeskift, hvor modsætninger
op gennem historien afløser og belyser hinanden. Temaet bredes således
dialektisk ud.
For det tredje, fordi Rom er sanselig og spektakulær. De forskellige
opfattelser af mange begreber, f. eks. "lederskab", anskueliggøres
i byens egen krop, topografi og organisering, i dens kunst, arkitektur
og selvbevidsthed.
Det starter allerede som en fanfare, der slår romafareren på
vej ind fra Leonardo da Vinci lufthavnen, der hvor denne ad motorvejen
langs Tibern passerer EUR, Mussolinis satellitby for verdensudstillingen.
På
toppen af det såkaldt firkantede Colosseum kan den forbipasserende
stadig læse den fascistiske selvopfattelse:
Det italienske folk udgør et folk af digtere, kunstnere,
helte, helgener, tænkere, videnskabsmænd, søfarere og
grænseoverskridere
Byen viser mange eksempler på mere moderate selvopfattelser og
ideale lederskikkelser, f. eks. Auguatus-statuen fra Prima Porta, der står
på Vatikanmuseet og fremviser de fire augustæiske dyder; kolossalstatuen
af Konstantin den Store, der må mande sig op i det ydre til tolv
meters højde, fordi den indre storhed i senkejsertiden var i forfald.
Eller der er den ældgamle bronzeskulptur af Sankt Peter, der klamrer
sig til sin nøgle, som bevis på sin magt fra Gud. Der er Michelangelos
lovgivende og frygtindgydende patriark Moses, Garibaldi højt til
hest over byen og Victor Emanuel; og så har Sankt Peter afløst
kejser Trajan på toppen af Trajansøjlen.
I Rom vrimler det med tankevækkende og perspektivrige eksempler
på magt og afmagt i skulptur, arkitektur og byplan. Machiavellis
"Il Principe" får her en mageløs eksempelsamling - udstrakt
i tid, men samlet på et overskueligt sted. Dem vil vi opsøge
nogle af, sætte i sammenhæng, lade os inspirere og lære
af ledere i Rom.
TILBAGE
|