Rom er mange ting: Travl hovedstad i det moderne Italien i godt hundrede år   helt præcist siden 1870; totusindårigt centrum i et åndeligt verdensrige: Pavens vatikanstat; og så er der i oldtiden: Kejsertidens Rom som centrum for Det romerske Verdensimperium. Der er mange historiske lag, og selv om man mener at kende byens fysiognomi, dukker der ved hvert besøg nye træk frem, nye vinkler at iagttage den evige stad fra. 

Det første, det andet og det tredje Rom: oldtidens, kirkens og nutidshvirvelens Rom   i ingen anden storby er fortid og nutid mere til stede samtidig i en klædelig symbiose. Oldtidsruinerne indgår naturligt i Roms byplan og stikker deres hoveder frem overalt i gadebilledet. Obeliskerne, som de gamle romere hentede i Egypten, og som paverne i renæssancetiden genbrugte som pejlemærker i den genrejste by, stoltserer stadig på pladser og for enden af lange, lige gader. 
Netop i disse år er byen ved at ruste sig til jubelåret 2000, og det har allerede nu medført, at der er restaureret og åbnet flere gamle palazzo’er og istandsat antikmuseer, som i mange år har været lukkede. Disse nyåbnede steder vil vi lægge ind i vort traditionelle Rom-program, således at der også bliver noget for de helbefarne romerfarere. 
   
    Man slentrer igennem gaderne og fornemmer uvilkårligt historiens vingesus, de mange slægtleds travle fødder på fortorve og broer. Man er for hvert skridt i selskab med historien. Rom har patina, atmosfære   og charme, som romerne selv. Men byen har også trafik og larm, derfor er det afvekslende også at komme uden for Rom, hvor der er spor af historien at se. Og det vil vi gøre, således at vi især lader vor bus transportere os udenfor om eftermiddagen, også fordi romerne holder siesta. I eftermiddagstimerne (fra omkring kl. 14 til cirka kl. 16) kan der godt være en lidt mat stemning i byen; kirkerne, mange museer og steder, vi gerne vil besøge har lukket. Vi tager ud i omegnen   som de gamle romere. Til Tivoli og Hadrians Villa i Sabinerbjergene; og i stedet for at tage  til Pompeii, hvor der efterhånden er godt fyldt med turister, så vil vi besøge nabobyen Herculaneum, der ligeledes blev begravet ved Vesuvs udbrud; da Herculaneum er mere overskuelig, men absolut lige så seværdig som Pompeii, så får vi tid til at køre op på toppen af Vesuv, hvorfra der er en vidunderlig udsigt ud over Napolibugten. Ligeledes vil vi en eftermiddag begive os til Roms gamle havneby Ostia og ud ad Via Appia   her er åbent og nok at se. 
Rom blev ikke bygget på en dag. Fra en landsby i et vadested ved Tiberen udviklede den sig langsomt til at blive metropol i et verdensimperium, det mest vidtstrakte og mest varige, historien har kendt   Det første Rom. 
Oprindelig var de gamle romere et bondefolk; de var hårdføre, nøjsomme og dygtige teknikere. De asede sejt med at dræne sumpene mellem de syv høje. Den store kloak, Cloaca Maxima, hvis udløb i Tiberen stadig ses, afvandede arealet mellem Capitol og Palatinerhøjen. Det blev til Forum Romanum, rigets centrale plads   model for lignende pladser andre steder i verden. 
I tidens løb blev over 15 vandledninger, akvædukter, konstrueret. På store romanske buer førte de frisk vand til millionbyen fra Appeninerne og andre bjerge. Ved Via Appia og enkelte steder i selve Rom ses ruinerne af dem den dag i dag. De mange store termer, badeanstalter, krævede masser af vand. Også i dag har Rom dejligt friskt drikkevand. Det har de gamle romere skabt tradition for. 
Fra alle dele af riget førte vejene til Rom   selv fra de fjerneste provinser. Også i oldtiden var der et kosmopolitisk præg over Rom, her færdedes alle mulige forskellige folkeslag. 
Men selv det vældige Romerrige blev i folkevandringernes malstrøm offer for det totale sammenbrud. I løbet af få generationer svandt millionbyen hen til at være en ubetydelig flække, en spøgelsesby, hvor fordums akvædukter, monumenter og bygninger lå hen som mastodontruiner mellem hyrders flokke af får. 
Men på ruinerne af det verdslige Romerrige voksede nu et andet Rom frem: den katolske verdensmagt. Kirkerne fik til huse i de administrationsbygninger, basilikaer, som fandtes ud over hele riget; alene i Rom findes der over 400 gamle kirkebygninger, nogle ganske små. 
Omkring 1500 satte den nu rige og mægtige pavekirke sit umiskendelige præg på det andet Rom, renæssance  og barokkirkernes by. Peterskirken er den største seværdighed med Michelangelos kuppel næsten svævende over Peterspladsen   et vartegn for selve Rom. 
Men også mange andre kirker samt paladser, villaer og fontæner præger det andet Roms flotte arkitektur; når det kommer til stykket er det måske det af de tre Rom’er, der først springer i øjnene. I deres genrejsning af Rom stod paverne i gæld til de gamle romeres teknik, akvædukterne og fontænerne blev istandsat efter deres principper. 
Siden Romerrigets fald havde Italien ikke været en samlet stat, men bestod af mange uafhængige småområder. Men i forrige århundrede skabte nationalismen endelig en samlet italiensk stat. Fra 1870 blev Rom igen hovedstad, mens paven betragtede sig som fange i Vatikanet. Byen voksede, nye kvarterer bredte sig, ministerialbygninger og monumenter over Det tredje Rom opførtes. Det mest iøjnespringende er monumentet for Vittorio Emanuele II, der var det samlede Italiens første konge. Stilen er her historistisk med elementer både fra oldtid og barok, ligesom det også er tilfældet med Det tredje Roms offentlige bygninger. Men omkring århundredskiftet fandt det nye borgerskab sit eget udtryk og byggede huse i fin jugendstil. 
Mussolinis diktatur satte fra 1922 sit særlige præg på Det tredje Roms byplan og arkitektur. Megen flot fascistiske arkitektur kan stadig ses, for eksempel på Mussolinis paradegade fra Colosseum, langs Forum Romanum til hans bolig i Palazzo Venezia, eller på Roms olympiske stadion eller måske mest gennemført i forstaden, EUR. Som historieinteresseret må man være italienerne taknemmelige, fordi de ikke slettede sporene fra deres fascistiske fortid. 
Arkitekturens faser giver mere historisk sammenhæng i Rom end i nogen anden by. De gamle romeres dybe respekt for forfædrenes skik, mos majorum, som de kaldte det, går igen i de levende romeres hægen om fortiden. Fortid, nutid og fremtid hænger sammen. Det var således ikke nogen tilfældighed, at traktaten, der i 1957 lagde grunden til Den europæiske Union, blev underskrevet i Rom. Idéen bagved har inspiration fra Roms fortid, og den peger mod Europas fremtid. Siden Imperium Romanum gik under for 1500 år siden, har forestillingen om Romerriget og om en genfødsel stadig spillet en rolle. Europæerne glemte aldrig den samlende kraft, der udgik fra deres fælles rigshovedstad Rom, og som i mange hundrede år skabte Pax Romana: fred ud over Europa, som opretholdt retssikkerhed ved hjælp af Romerretten, og som sørgede for en rimelig levestandard for rigets indbyggere. 
Dette er undertoner og syner, man måske hører og ser, når man færdes opmærksomt i Rom med øre og blik for byens historiske pulsslag. 
 

1. dag. 
Et glimrende historisk overblik får man fra Roms centrale plads, Piazza Venezia; herfra kan fem perioder i ikke alene Roms, men i Italiens historie overskues. Det første Rom repræsenteres af Trajansøjlen. Op ad dens 40 meter høje marmorblokke snor sig en slags tegneserie der med sine 2.500 relieffigurer fortæller om kejser Trajans erobring af Dacien (Rumænien). På toppen troner nu en statue af apostelen Peter; den blev i 1587 opsat af pave Sixtus 5. og vidner om Det andet Rom. Bag Trajans Forum skimtes Torre delle Milizie, der blev opført i middelalderen delvis af sten fra oldtidens antikke bygninger. 
På Piazza Venezia ligger renæssancebygningen Palazzo di Venezia, der sandsynligvis er opført efter Leon Battista Albertis tegninger. Den var først republikken Venezias og senere Østrigs ambassade i Rom. Den vidner om en tid, hvor Italien ikke var et samlet rige, men hvor andre magter havde indflydelse. Da Mussolini kom til magten i 1922, gjorde han paladset til sit hovedsæde, og fra dets balkon holdt han sine taler til romerne. 
Ved Piazza Venezia rejser Viktor Emanuel monumentet sig. Det er omkring århundredskiftet rejst til minde om Italiens samling og kaldes Fædrelandets Alter, men har andre mere eller mindre fantasifulde kaldenavne. Det kan ses fra alle dele af Rom, og er et af de største marmormonumenter i verden. Om det er kønt er en smags sag, men i hvert fald et iøjenspringende stykke nationalpropaganda fra Det tredje Rom. Det kan også siges om den paradegade, som Mussolini lod anlægge fra Piazza Venezia ned langs Forum Romanum med kejserstatuer og kort på murene over Italiens erobringer helt til fascisttiden. Denne Via dei Fori Imperiale bevæger vi os nu ikke ned af i dag, men efter dette lille synsindblik i Roms og Italiens historiske faser kan vi måske lige nå at slentre en tur op på Capitol, centrum i det antikke Rom, inden aftensmaden står på bordet. 

2. dag. 
Denne første formiddagen begynder vi et centralt sted, nemlig på Forum Romanum, der var Roms politiske, økonomiske og religiøse centrum. Mellem Titusbuen i syd og Septimius Severusbuen i nord løb den hellige vej og langs den lå templer for nogle af de vigtigste guder samt basilikabygninger til retssager og til handel, en slags varehuse. Folkeforsamlingen mødtes neden for talerstolen, Rostra, for at lytte til politikerne og vedtage eller forkaste deres lovforslag. 
I Curia mødtes Senatet, der bestod af afgåede embedsmænd og repræsenterede politisk og administrativ erfaring, og som havde en afgørende rådgivende funktion. Alle love og forordninger blev offentliggjort med påskriften SPQR, det romerske folk og senat. Disse fire bogstaver ses stadig på busser, brønddæksler og anden kommunal ejendom i Rom. Senatsbygningen er det eneste hele bygningsværk på Forum Romanum - bevaret, fordi det i mange år husede en kirke. 
A1t andet ligger mere eller mindre i ruiner på dette verdens berømteste torv; derfor skal man mobilisere nogen indsigt og fantasi, for at pladsen bliver levende, men så kan man til gengæld næsten høre en senator bevæge sig over Forum Romanum i sin lange toga, mens man ser synet for sit indre blik! 
Vi slutter vor rundgang på Forum ved Titusbuen, der står som minde om Jerusalems ødelæggelse i år 70 ved den senere kejser Titus. Triumfbuen er flot nyrestaureret og viser blandt andet i relief de romerske soldater, der i triumf fører jødenes syvarmede lysestage ud af Jerusalem. 
Fra Titusbuen går vi fra Den hellige Vej ned ad Via Appia ned til kejser Konstantin den Stores triumfbue, dens indskrifter og relieffer giver et indtryk af, hvorledes kejserne kunne bruge triumfbuerne til propaganda for sig og Romerriget; herigennem drog den sejrrige romerhær med krigsfangerne efter sig ind på Forum Romanum. 
Vi går derfra ind i det overfor liggende Colosseum, der er et kæmpe amfiteater bygget under Titus’ fader kejser Vespasian. Det rummer over 50.000 siddepladser og blev brugt til gladiatorkampe og til jagt på vilde dyr. Scenen kunne også oversvømmes, så der kunne opføres søslag. 
På Mussolinis paradevej beser vi de fire kolossalkort, som il Duce lod sætte op i mosaik for at vise Romerrigets vækst. 

Efter frokost tager vi lidt uden for Rom. Vi kører sydpå mod Via Appia; på vejen passerer vi Caracalles Termer og kan lige få et glimt af ruinerne af dette badeanlæg fra senkejsertiden, der har været brugt til friluftskoncerter. 
Vi fortsætter gennem Porta San Sebastiano ud ad Via Appia, den ældste af Roms udfaldsveje, der ender i Brindisi, overfartsstedet til Grækenland i Italiens hæl. Langs Via Appia ligger der ruiner af gravmonumenter, familiegravmæler og villaer for det antikke Roms fornemme slægter. Også her uden for bymuren blev de fattige begravet; det skete i underjordiske gravgange, Katakomber, med nicher til de afdødes urner. Også de første kristne blev begravet her. Gangene strækker sig kilometervis gennem undergrundens bløde tuflag. Vi stiger ned i San Sebastian katakomben og får den forevist af en af munkene. 
I nærheden af katakomberne findes et andet, ret upåagtet hvilested for døde; det er en mindelund, som er indviet til 335 italienske fanger, som i 1944 blev myrdede af nazistiske soldater som hævn for et bombeattentat, hvor 32 tyske soldater var blevet dræbt. De 335 gisler  blev ført til et forladt stenbrud, Fosse Ardeatine, lidt syd for Rom, og henrettede; massakren søgte nazisterne at skjule ved at sprænge grotterne hen over de døde. 
Efter befrielsen blev stedet og ligene fundet, og her er nu indrettet et andægtighedsfremkaldende bunkerlignende monument med 335 gravsten med data om de døde, hvoraf mange nu så lang tid efter er betænkt med friske blomster. De uhyggelige grotter kan den besøgende vandre ind i, og et lille museum fortæller om denne dystre historie og om den italienske modstandsbevægelse mod tyskerne. Med dette bevægende indtryk fra Italiens senere historie tager vi tilbage i aftenskumringen. 

3. dag. 
I dag skal vi aflægge besøg i Vatikanstaten, der er pavens stat, en lille stat i den italienske stat. Vi tager tidligt afsted, så at vi på vejen til pavestaten kan få et indtryk af det sted nær Tiber-floden, hvor kejser Augustus lod opføre et såkaldt fredsalter, Ara Pacis, for at hylde den verdensfred, Pax Romana, som hans styre førte med sig efter mange århundreder med krig og borgerkrig i Romerriget. På altrets marmorrelieffer ses fredens velsignelser symbolsk fremstillet samt en procession med kejserlige familiemedlemmer og fornemme romere på vej til ofring ved altret. Mussolini lod i 1930’erne Ara Pacis frilægge og restaurere sammen med det mausoleum, som Augustus havde ladet opføre som gravplads til sig og sin familie. Hele pladsen omkring de to augustæiske monumenter blev nyindrettet under Mussolini og giver et første indtryk af typisk monumental fascistisk arkitektur. 
På den anden side af Tiberen kan vi også få karakteristiske indtryk af Mussolinis tredje Rom, nemlig i Stadio Olimpico, Roms olympiske Stadion, som blev rekonstrueret op til Verdensmesterskabet i fodbold i 1990. Men det, der er interessant i vores sammenhæng, er, at det er anlagt under Mussolini i flot fasciststil. Han ville ligesom de romerske kejsere have sit eget forum, og stedet blev kaldt Foro Mussolini, nu hedder pladsen Foro Italico; men midt for indgangen troner en enorm obelisk, hvorpå Musolinis navn er indhugget i store bogstaver. Vejen der fører ind til de forskellige bold  og atletikanlæg, er dekoreret med mosaikker i bedste romerstil, men indskrifter, billeder og tegn beretter om og symboliserer den fascistiske ideologi. 
Navnlig atletikstadion, Stadio dei Marmi, der er gennemført i marmor fortæller noget om den fascistiske menneskeopfattelse. Bagved tilskuerpladsen og rundt om hele det ovale anlæg står 60 vældige marmorstatuer, der er en blanding af romerske guder og forskellige idrætslige discipliner i den pompøst monumentale og selvforherligende Mussolini stil. Det kunne ikke undgå at gøre indtryk dengang, i dag har vi en vis distance til denne svulstighed. 
Efter disse formiddagsindtryk fra Det tredje Rom kører vi ind i Vatikanstaten, det centrale centrum i Det andet Rom. 
   Peterspladsen er anlagt af Bernini og er med sine 284 søjler i fire rækker, sine to pragtfontæner og obelisken i midten en pompøs optakt til Peterskirken. Pladsen får kirken til at syne endnu mere imponerende, end den er - hvis det er muligt. Der er nemlig tale om verdens største kirkerum. I Peterskirkens gulv er der nedlagt en lineal med målene på verdens største kirker. Først 30 meter nede ad kirkegulvet finder man mærket for St. Pauls i London - og så videre. 
Lige under kirkens kuppel står Højalteret over Sankt Peters grav; det er så højt som Rundetårn. Også det er skabt af Bernini, og på baserne til de fire søjler har han hugget ni kvindeansigter i marmor; de udtrykker stigende smerte, mens det tiende relief er et smilende babyansigt. Det er en fødsels ni faser, Bernini så indtryksfuldt har villet skildre, og hele historien får vi på stedet. Vi opsøger andre værker af Bernini: nogle gravmæler samt “Sankt Peters Himmeltrone” i kirkens apsis. 
I kuplens krans står i meterhøje guldbogstaver de ord fra Bibelen, hvormed Kristus gjorde Peter til sin efterfølger på Jorden og skænkede ham Himmerigets Nøgler. Ved en af kuplens støttepiller står en tusindårig bronzestatue af Sankt Peter, der knuger nøglen i sin fremstrakte hånd. Hans tåspids er helt blank efter århundreders katolske kys og berøringer. 
Peterskirken er smykket med altre og pavegrave, med fornemme skulpturer og malerier. Vi ser Michelangelos berømte Pieta, Jomfru Maria med sin søns afsjælede legeme på sit skød. Tidligere kunne man komme tæt på statuen og beundre dens livagtige marmorhud, men efter et attentat på den for en snes år siden står den nu under en glaskuppel. Lige ved siden af er den svenske dronning Kristinas sarkofag. Hun frasagde sig værdigheden som monark og konverterede til katolicismen, men rejste til Rom og blev gravsat her.
Et andet kunstværk i Peterskirken har berøring med Norden. Det er Bertel Thorvaldsens gravmæle for pave Pius den Syvende. De andre seværdigheder i kirken fordyber man sig i på egen hånd; vi mødes derefter ved obelisken på Peterspladsen. Det er også muligt at tage elevatoren til Peterskirkens kuppel, hvor der er en flot udsigt over Rom, men da der altid er lang kø, må den enkelt selv afgøre, om det er et ønske at komme derop. 
Frokosten spiser vi i Vatikanstaten, som vi forlader ad den mest bedårende, men af mange oversete rute i højdedragene på vestsiden af Tiberen; vejen har navn efter bakkerne, Monte Gianicolo, og derfra er der en vidunderlig udsigt ind over Rom, der ligger udstrakt under en som et enormt landkort. Men også langs Gianicolo er der seværdigheder, først og fremmest, et flot monument for Garibaldi, der var med til at samle Italien i 1870. I parken heroppe er der desuden statuer af det borgerskab, der stod bag samlingen, og som kom til at præge tiden derefter. Under Mussolini blev der ydermere rejst en dramatisk rytterstatue af Garibaldis kone, Anita. 
Fra Gianicolo kan vi komme lige ned i den maleriske og charmerende bydel på den venstre Tiberbred, Trastevere. På vej ned passerer vi pave Paul V’s fontæne (1611) og Bramantes Tempietto ved kirken San Pietro in Montori. Fra Trastevere kører vi tilbage til hotellet. 

4. dag. 
I formiddag vil vi foretage en lille byvandring for at se nærmere på vort eget Esquiliner kvarter. Her ligger kirken San Pietro in Vincoli, hvilket betyder Sankt Peter i lænker, her opbevares nemlig de kæder, som Peter blev holdt fanget i i Mamertiner-fængslet neden for Capitol-højen. Denne relikvie er nu ikke det, vi vil se mest på, men Michelangelos berømte Moses-monument, der fungerer som gravmæle for pave Julius II. De par gange, Sigmund Freud var i Rom, opsøgte han straks Moses, den vrede faderskikkelse med lovens tavler, satte sig foran ham og faldt i dybe tanker; uden at se meget andet i byen vendte Freud tilbage til Wien og skrev siden en bog om Mosesskikkelsen. Vi vil også prøve at se lidt af det, Freud så. 
Fra San Pietro vandrer vi mod Piazza Repubblica, en meget malerisk plads med sine arkader og Najadefontæne i midten. Pladsen har form efter en kæmpestor halvcirkel, som i virkeligheden blot er exedra eller apsis i Diokletians Termer, en antik badeanstalt, der altså i sin tid var mange gange så stor og optog en hel bydel. En del af termerne fik Michelangelo i renæssancetiden til opgave at omdanne til en kirke og et kloster. Kirken, Santa Maria degli Angeli, indrettede han i badeanlæggets lunkenbadafdeling, tepidariet, og otte kæmpesøjler og hvælvingskapper vidner stadig om det antikke bygningsværks kolossale dimensioner. 
En anden del af termerne var Det national-arkæologiske Museum, der da også kaldtes Termemuseet og rummede en kæmpesamling af de fineste kunstværker fra oldtiden; museet har i mange år været delvist lukket, og værkerne er nu blevet fordelt på en række nyåbnede museer andre steder i Rom. 
Et af dem er Palazzo Massimo Alle Terme, der ligger lige over for det gamle Termemuseum. I de sidste par år har man på 1. og 2. sal kunnet se mange af Nationalmuseets berømte skulpturer smukt nyopstillet; dem vil vi bese, men desforuden er 3. salen nyligt blevet åbnet, og her vil vi kunne se fine, velbevarede fresker fra kejsertidens romervillaer, blandt andre fra Livias hus på Palatinerhøjen. 
Et andet filial af Termemuseet er Aula Octogonale, badenes kuppelsal, der for nylig er indrettet til et arkitektonisk betagende museum for en udsøgt samling af kendte græsk-romerske skulpturer; dem ser vi nærmere på, inden vi fortsætter til Via XX Settembre. 
Her står Fontana del’ Aqua Felice, som forsynes af en gammel romersk akvædukt, Aquadotto Felice. Den blev genåbnet under pave Sixtus V, og den bringer vand ude fra Albanerbjergene. Omkring fontænen er der relieffer og skulpturer med motiver fra Det gamle Testamente, blandt andre Moses, og efter ham kaldes den ofte Mosesbrønden. Under Mussolini blev fontænen restaureret, hvilket en fascistisk indskrift vidner om. 
På gadehjørnerne ligger der to kirker Santa Susanna og Santa Maria della Vittoria. Den sidste er værd at gå inden for i, her er overdådige malerier i barokstil af Domenichino, Guercino og Guido Reni; men det mest spændende er Berninis Cornaro kapel med skulpturgruppen Den hellige Teresas henrykkelse. Teresa var en nonne, der ved jesuitisk meditation kunne komme i religiøs ekstase. Under en af disse oplevede hun at blive forenet med Gud ved, at en engel gennemborede hendes hjerte med en pil. Det er dette på en gang religiøse, men også sensuelle øjeblik, Bernini skildrer med hele barokstilens mangesidede patos. 
Efter denne byvandring med mange indtryk spiser vi sen frokost og holder lang siesta. 
      Kl. 16,00 mødes vi på Piazza Rotunda foran Pantheon, hvor vi var den første eftermiddag; derfra går vi til Piazza Farnese og beser Michaelangelos Palazzo Farnese udefra; det er fransk Ambassade. På pladsen ligger Den hellige Birgittas kloster og kirke; hun var svensk helgeninde, der midt i 1300-tallet stiftede Birgittinerordenen, rejste til Rom og oprettede et kloster her på pladsen. Hver eftermiddag kl. 16.30 er der aftensang, vesper, i kirken; vi vil forsøge at få adgang. 
Herfra spadserer vi over Piazza Navona, “Roms dagligstue”, hvor der er et livligt folkeliv og flotte fontæner med skulpturer af Bernini. Det nærliggende Palazzo Altemps er sidste år åbnet for nogle af Termemuseets highlights. Rummene er smukt propor-tionerede og her er fornemme renæssancefresker  på lofter og i loggiaer. Man ledes ubesværet rundt på de to etager, der rummer skønne antikskulpturer, arrangeret i hus og gård efter den moderne velgemmentænkte museumsmetode. Det er virkelig en stor skønhedsoplevelse, der venter den besøgende her mellem den græsk-romerske verdens mere og mindre kendte myter. Museet har åbent helt til klokken 21.45, og det giver altså denne mulighed for også at udnytte aftenen, der ellers ikke byder på så meget i Rom ud over opera og så afslapning efter dagens mange indtryk. Vi kan få et af de bedre aftensmåltider i Rom på den gode taverna “Grappolo d’Oro” ved Campo de’ Fiori, der ligger i nærheden. 
Denne dag har været en rigtig romerdag med slentren i byens gader, kirker og palazzoer. 

5. dag. 
Dagens program byder på en heldagsudflugt til Campanien, hvor oldtidsbyen Herculaneum ligger, den blev i år 79 levende begravet ved Vesuvs udbrud ligesom Pompeii. Det har, siden udgravningerne tog rigtig fart i forrige århundrede, givet os efterkommere af romerkulturen mulighed for at se indenfor i en overskuelig romersk provinsby   for at være romere for en dag. 
I modsætning til Pompeii blev Herculaneum dækket ikke alene af aske og pimpsten fra luften, men også af slammasser fra Vesuv på grund af byens beliggenhed lige under vulkanen. Arkæologer må ikke alene grave gennem et 20 meter tykt lavalag, men også tage hensyn til byen Resina, som er vokset op oven på den antikke ruinby. Derfor er kun 1/3 indtil nu udgravet. 
Når man har besøgt Pompeii og fået indtryk af en romersk by i sin helhed, bliver et ophold i Herculaneum så meget mere interessant. Husene i Herculaneum er i bedre bevaringstilstand end de andre Vesuvbyer, nogle huse er endda i to etager. 
Fra gaderne kan vi gå ind i mange huse, både i lejekaserner og i de fornemmere atriumhuse med mange forskellige rum samt have med søjlegang. I mange af dem ses endnu grafittiindskrifter og vægmalerier, selvom de mest værdifulde fresker opbevares på museer i Napoli. 
I mange huse er der fremdraget velbevaret inventar, møbler, husgeråd etc. Også træværk, bindingsværk, døre skodder og paneler er bevaret, forkullet og balsameret af slammaserne. 
Herculaneum er mere overskuelig end Pompeii, og den udgravede del rummer hverken teatre, templer eller et egentligt forum. Til gengæld er der større mulighed for at fordybe sig i de mere velbevarede atriumhuse, etageejendomme, taverner og de to velbevarede badeanstalter (termer). 
I nyudgravede områder ved kysten er der for nylig fundet en mængde skeletter af indbyggere, som naturkatastrofen har overrasket, inden de kunne slippe væk ad søvejen. 
Ikke alene selve Herculaneum får vi et levende indtryk af, men også selve udbruddet ved vi meget om. Den romerske historieskriver Plinius den Ældre overværede udbruddet på tæt hold og døde herunder, men hans nevø, der så det på afstand, har givet en udførlig skildring af sine iagttagelser og af, hvad han hørte om onkelens død. Plinius den Yngres skildring er så nøjagtig, at vulkanologerne har brugt betegnelsen “et pliniansk udbrud” som betegnelse for den type vulkanaktivitet. 
For at tage et nærmere bestik af den vulkan, som vi kan takke de velbevarede oldtidsbyer for, aflægger vi et besøg på toppen af Vesuv, inden vi begiver os tilbage til Rom. Bussen kan bringe os et godt stykke op, men de sidste 4-500 meter må vi vandre. Det er en stor oplevelse. Til den ene side kan man kigge ned i det svagt osende krater, mod ydersiden af kraterkanten ser man ned i Herculaneum og fra den sydlige ende kan man se Pompeii. Vestude åbner en vid udsigt sig over Napolibugten med øen Capri. 
 
Efter en lang og spændende dag kører vi tilbage til den romerske hovedstad. Busturen bevæger sig gennem det skønne Campanien, den varer knap tre timer hver vej, og her vil der blive lejlighed til at høre en samlet oversigt over Italiens historie og kultur fra Roms grundlæggelse i 753 f. Kr. til Berlusconi og lidt til. 

 6. dag. 
Denne formidag begiver vi os til den vigtigste af det gamle Roms syv høje, nemlig Capitol. Dele af stedet har de sidste år ganske vist været under ombygning, alligevel er der meget at se, og måske er nyindretningerne ved at være tilendebragt, så tæt på jubelåret som vi er. 
Michelangelo har designet pladsen og anbragt rytterstatuen af kejser Markus Aurelius på en flot renæssancesokkel; den er dog for nylig blevet erstattet af en kopi, men den restaurerede original er trukket indenfor på grund af forureningsfaren og kan ses i forgården til et af de to museer. 
Denne fornemme renæssanceplads er kranset af tre paladser, som Michelangelo også har bygget. Midt for er den bygning, som i dag huser byen Roms repræsentative rådhus; her modtages officielle gæster, og andre celebre begivenheder finder sted. 
Til siderne er de to capitolinske museer. Hvor vidt nyindretningen af Palazzo dei Conservatori er kommet, vil vise sig, men vi forventer at se nyopstillinger af den græsk-romerske kunst samt Lupa, den romerske ulvinde, et fornemt etruskisk bronzearbejde. I hvert fald kan vi se nogle interessante relieffer af kejser Hadrian, der holder gravtale over sin hustru, og Marcus Aurelius i færd med at forberede, gennemføre og afslutte et felttog. 
I Det capitolinske Museum overfor ser vi den nyrestaurerede kejser Markus Aurelius højt til hest. Desuden vrimler det med græske statuer, romerske kejserbuster og her står den capitolinske Venus; der er berømte statuer af Eros, Amor og Psyke og Den døende galler. 
Fra Capitol går vi ad trapper endnu højere op til kirken Santa Maria d’Aracoeli, der står, hvor det gamle Junotempel lå. Kirken går tilbage til det 6. århundrede, og dens 22 søjler er genbrug fra antikke bygninger. Efter legenden skulle kejser Augustus af en sibylle være blevet spået om Kristi komme og derfor på Capitol byggede et himmelalter (ara coeli). I kirken findes helgengrave og den hellige Bambino, en cedertræsfigur, som skal have undergørende kraft. 
Fra kirken på Capitol går vi ned til Pantheon. Som det græske navn fortæller, er det et tempel for alle guder, og det er den mest intakte bygning i Rom fra antikkens tid og for mange romafarere det mest betagende rum i byen. Italienerne besluttede i 1870, at denne imponerende kuppelbygning skulle være gravplads for Italiens konger, og her ligger da også Viktor Emanuel og hans søn Umberto, også Rafaels kiste står her. Her ender formiddagens byvandring. 
  Om eftermiddagen kører vi fra hotellet godt en snes kilometer øst for Rom, ad Via Tiburtina ud i Sabinerbjergene. Herude ligger den yndige lille by, Tivoli, og der er en del at se på. 
Også i oldtiden var Tivoli, der dengang hed Tibur, et yndet rekreationssted for romerske patricierfamilier, mange havde deres villaer liggende herude fri for storbylivets larm. Byggeriet lettedes af, at der i Tibur ligger store travertinlejer, hvis marmorlignende sten siden oldtiden har været benyttet til byggeri i Rom og omegn. 
Kejser Hadrian lod i år 118 påbegynde opførelsen af et enormt, men også yndefuldt anlæg, Villa Hadrina. Ved indgangen finder vi en model, der giver os overblik over området. Her er beboelsesområder med spisesale, bibliotek, gæsteværelser, haveanlæg med søjlegange, fontæner og bassiner, termer, teatre og templer. Rundgangen vil tage en god time. 
Vi kører nu tilbage til Tivoli og ser på et andet imponerende anlæg, nemlig Villa d’Este, anlagt i renæssancetiden af kardinal Ippolito d’Este. I haven plasker i hundredvis af fontæner med vand fra Anienefloden, som her i bjergbyen danner et stort og smukt vandfald. Vi får også tid til at spadsere lidt rundt i Tivoli, der unægtelig er en fredeligere by end storbyen Rom. Men vi må tilbage til hotellet til aftensmåltidet, som italienerne kalder cena, og som de spiser sent. 

7. dag. 
I dag kører vi vestpå, og vi vil til sidst ende ude i Roms gamle havneby, Ostia. Ude ad Via Ostiense, inde bag gadefacadebygningerne i nr. 106, ligger et gammelt elektricitetsværk, som nu er indrettet som filial af Det national-arkæologiske Museum, samtidig med at det har bevaret sit præg af fabrikshal. Her er antikke statuer  placeret mellem mastodontmaskiner, og samlingen har fået betegnelsen: Guder og Maskiner. 
Her er en imponerende samling af de olympiske guder og mange flere, blandt andre ses den yndige esquilinske Venus, som i mange år var en pryd i Det capitolinske Museum; her ses gejle satyrer og bly nymfer, stejlende kentaurer og tronende sfinxer, anesarkofager og kejserportrætter, blandt andre en Nero i bronze. Her er også en lille afdeling med husgeråd, senge og bærestole med flot udskårne udsmykninger. En kæmpeflot gulvmosaik med jagtscene fra Horti Liciniani kan bedst beses oppe fra et galleri. Fabriksmuseet rummer og en kiosk med et lille cafeteria. 
Selv om de tre etager rummer et væld af  de kendte og af mere ukendte kunstværker, føler man ikke den bedøvende vælde, som de overlæssede gammeldags museer kan hensætte den besøgende i. Maskiner og guder klæder paradoksalt nok hinanden i en komplementaritet, for ikke at sige symbiose af materie og ånd med et kulturspænd på 2000 år, et flot udtryk for italiensk fantasi og design. 
Lidt længere ude ad Via Ostiense end museet i elektricitetsværket ligger San Paolo fuori le Mura, Pauluskirken uden for murene. Den er genopbygget efter en brand i 1823. 
Ved hovedindgangen er der i anledning af Jubelåret opstillet plancher, der viser og fortæller om de syv valfartskirker i Rom, som det er en hellig pligt for pilgrimme at besøge især i jubelårene. 
Den enormt store basilika er kopieret efter den basilika, som blev påbegyndt af kejser Konstantin den Store i det 4. århundrede. Der findes velbevarede originale mosaikker på triumfbuen og i apsis. Ved altret står påskestagen, en vældig marmorkandelaber fra 1180. I det nordlige tværskib er et kapel med en statue i træ af Paulus fra 1300-tallet, men interessant for os er her også en statue udført i baroktiden, som forestiller den hellige Birgitta. 
Langs Pauluskirkens vægge lige under loftet sidder 264 medaljoner i mosaik med paveportrætter lige fra Sankt Peter til den nuværende pave Johannes Paul II. Det eneste i San Paolo, der undgik ilden, var klostergården fra cirka 1200; den huser antikke og kristne monumenter og kunstværker i søjlegangen og tilstødende rum. 
På vej mod Ostia lægger vi vejen indenom i EUR, der er en forstad til Rom. Her nær Tiberens bred og på vej mod havet, Mare Nostrum, Vort Hav, som Mussolini kaldte Middelhavet, anlagde han en helt ny bydel. Den skulle invies og tages i brug i forbindelse med Verdensudstillingen i 1942, til minde om år 20 i den fascistiske tidsregning. Men Verdenskrigen kom i vejen for Mussolinis planer, og efter krigen lå EUR, Esposizione Universale Romana, med sine store boulevarder og bygninger hen som en slags spøgelsesby. Hvad skulle man nu stille op med Mussolinis ambitiøse byggeprojekt? I dag er det indrettet til administrationsby, der især huser ministerial-, kongres- og udstillingsbygninger, ligesom der findes museer og sportscentre på området. 
Bydelen EUR er i sig selv interessant som en levende og fungerende anskueliggørelse af den monumentale og totalitære fascistiske byggestil, hvor staten og institutionerne er alt og mennesket intet. Men også her er traditionen tilbage til den romerske kejserstil bevaret; hele bydelen er anlagt som en befæstet romersk lejr med vinkelrette gader; der er arkader, der minder om akvædukter, søjler og indskrifter, der propagandistisk viser det italienske folks storhed. Og midt på torvet, Forum, ses en enorm obelisk, der godt nok ikke er viet til Mussolini, men til den italienske opfinder Marconi, den trådløse telegrafs skaber. 
I EUR ligger det såkaldte firkantede Colosseum, hvor fascisme-arkitekturen så at sige har inkorporeret oldtidstraditionen i sit mere kantede formsprog; indhugget øverst oppe ses en indskrift, der hylder italienerne som et folk af “poeter, kunstnere, helte, helgener, tænkere videnskabsmænd, opdagelsesrejsende og grænseoverskridere” - et svulstigt udtryk for fascistisk selvforherligelse   men der er måske lidt om snakken! 
Vi kører nu mod vest, ud til Ostia Antica. Her mellem ruiner holder vi picnic. 
Da Romerriget gik under i folkevandringstiden, forfaldt havnebyen og blev dækket   ikke af lava som Pompeii, men af sand. Derfor kan vi i dag vandre ind gennem byporten og gå rundt i en romersk by med Forum, templer, termer, teatre, lejekaserner og fine atriumhuse. Uden for Ostias Porta Romana i necropolen, dødebyen, minder de mange forskellige gravformer om en anden side af livet, dets forgængelighed. Herude er idyllisk, og i denne kultur kan de døde hvile trygt i deres grave. 

 8. dag. 
Friformiddag og hjemrejse. 

Indtryk fra Rom efteråret 1998

Da jeg rejste fra Rom efter et besøg for nylig, var det med fornemmelse af, at jeg havde oplevet Rom mere skøn og fyldig end nogensinde før, og det siger ikke så lidt. 
Jeg troede, jeg kendte Rom som min egen bukselomme; men den by bliver man aldrig færdig med. Hvad var det særlige og det nye ved dette besøg i rækken af mange? Det vil jeg forsøge at sammenfatte; det kan vel være til inspiration for andre, både nye og helbefarne romafarere. 
Denne gang fik jeg lejlighed til at opleve en halv snes seværdigheder, jeg aldrig havde været eller kunne have været opmærksom på før. 
Alle de mange nye indtryk hænger i høj grad sammen med Jubelåret 2000, som byen er ved at forberede, og som har ført til, at flere palazzo’er og museer allerede nu er nyåbnede eller restaurerede. Det gælder først og fremmest de nye museer, der er decentraliseret fra Det national-arkæologiske Museum i kejser Diokletians terme lige over for Banegården. 
Dette store og dengang velforsynede museum har i mange herrens år været lukket, og hidtil har blot gården med peristyl været tilgængelig. Nu kan man igen se dets highlights placeret i nye, smukke omgivelser rundt om i byen. 
I selve Diokletians terme er Aula Octogonale nu indrettet til samlingssted for en lille udsøgt skare af spektakulære skulpturer, blandt dem den berømte nævekæmper i bronze samt flere velskabte Venus’ser. Den høje hal er i sig selv betagende at træde ind i; indgangen kan være lidt svær at finde frem til, men det lønner sig, der venter en mini-pantheon-oplevelse. Rundtemplet Pantheon er vel nok den bygning, der gør størst indtryk. 
Lige i nærheden, i Palazzo Massimo Alle Terme, har man i de sidste par år på 1. og 2. sal kunnet se mange af Nationalmuseets skulpturer smukt nyopstilet; og nu er så i år 3. sal åbnet; her kan man studere fine, velbevarede fresker fra Livias og Farnesefamiliens villaer samt fra andre romervillaer. Man kan ikke regne med at komme ind til freskerne straks, men kan “bestille tid” og få billet med det ønskede tidspunkt, elektronisk plottet ind på adgangskortet. Kun et begrænset antal besøgende lukkes ind ad gangen, men så er det også med guidning. 
I den nordlige ende af “Roms dagligstue”, Piazza Navona, og lidt til ligger det fine, hidtil utilgængelige renæssancepalads Altemps, indgangen er uanseelig, men find frem til den og se nærmere på huset. Rummene er smukt proportionerede, og her er fornemme renæssancefresker  på lofter og i loggiaer. Man ledes ubesværet rundt på de to etager, der rummer skønne antikskulpturer, arrangeret i hus og gård efter den moderne velgemmentænkte museumsmetode. Det er virkelig en stor skønhedsoplevelse, der venter den besøgende her mellem den græsk-romerske verdens mere og mindre kendte myter. Museet har åbent helt til klokken 21.45, søndag  dog kun til 19.45; det giver mulighed for også at udnytte aftnerne, der ellers ikke byder på så meget i Rom ud over opera og lidt andet. Jeg var i Palazzo Altemps to gange - før og efter et bedre aftensmåltid i den gode taverna “Grappolo d’Oro” ved Campo de’ Fiori. 
Ude ad Via Ostiense, inde bag gadefacadebygningerne i nr. 106, ligger et gammelt elektricitetsværk, som nu er indrettet som filial af Det national-arkæologiske Museum, samtidig med at det har bevaret sit præg af fabrikshal. Her er antikke statuer  placeret mellem mastodontmaskiner, og samlingen har fået betegnelsen: “Guder og Maskiner”. 
Her er en imponerende samling af de olympiske guder og mange flere, blandt andre ses den yndige esquilinske Venus, som i mange år var en pryd i Det kapitolinske Museum; her ses gejle satyrer og bly nymfer, stejlende kentaurer og tronende sfinxer, anesarkofager og kejserportrætter, blandt andre en Nero i bronze. Her er og en lille afdeling med husgeråd, senge og bærestole med flot udskårne udsmykninger. En kæmpeflot gulvmosaik med jagtscene fra Horti Liciniani kan bedst beses oppe fra et galleri. Fabriksmuseet rummer og en kiosk med et lille cafeteria. 
Selv om de tre etager rummer et væld af  de kendte og af mere ukendte kunstværker, føler man ikke den bedøvende vælde, som de overlæssede gammeldags museer kan hensætte den besøgende i. Maskiner og guder klæder paradoksalt nok hinanden i en komplementaritet, for ikke at sige symbiose af materie og ånd. Jeg gik opløftet fra dette miljø med et kulturspænd på 2000 år, et flot udtryk for italiensk fantasi og design. 
De fire nævnte museer er filialer af Det national-arkæologiske Museum, med deres nyopsætning er de overskuelige og meget oplysende om antik mytologi og romersk kultur. For den, der har interesse heri, er de lærerige og skønne at færdes i. Der er udgivet fortrinlige guidebøger til dem, som har fine farveillustrationer og både fortæller bygningshistorie og om de enkelte kunstværker, deres historiske og mytologiske baggrund. 
Forum Romanun er der nu gratis adgang til - vel på grund af de senere års restaureringsrod,  til gengæld betaler man nu for at komme på Palatinhøjen, fordi der nu er åbnet et nyindrettede museum deroppe, det måtte jeg se, og som aldersstegen betaler man jo ikke for at hjemsøge museerne; det er bare med at få noget set, mens man er i live. Det var nogenlunde, men kan ikke måle sig med de andre nyåbnede. Men den brede Palatinerhøj er altid et besøg værd. Herfra er en vid udsigt: ned over Forum Romanum, over til Colosseum og til den akvædukt, der førte vand til kejserpaladserne heroppe, mod vest til den store Circus Maximus, hvor Neros hestevæddeløb rasede rundt og videre ud til Peterskirken med Michelangelos kuppel, der svæver over byen som et vartegn. Så tag roligt derop, og tak madkurven med. 

Lidt længere ude ad Via Ostiense end museet i elektricitetsværket ligger San Paolo fuori le Mura, Pauluskirken uden for murene, som er en af de syv valfartskirker, som pilgrimme skal besøge, især i jubelårene. Jeg havde aldrig haft lyst til at besøge den, da den er genopbygget efter en brand i 1823; når jeg tidligere har været forbi den, syntes jeg, den virker stor og svulstig. Men når jeg alligevel var så tæt på, begav jeg mig derud og blev meget glad for besøget. 
Ved hovedindgangen er der allerede nu i anledning af Jubelåret opstillet plancher, der viser og fortæller om de syv valfartskirker i Rom, som er en hellig pligt for pilgrimme at besøge. 
Den enormt store basilika er kopieret efter den basilika, som blev påbegyndt af Konstantin den Store i det 4. århundrede. Der findes velbevarede originale mosaikker på triumfbuen og i apsis. Ved altret står påske-stagen, en vældig marmorkandelaber fra 1180. I det nordlige tværskib er et kapel med en statue i træ af Paulus fra 1300-tallet, men interessant for os er her også en statue udført i baroktiden, som forestiller den hellige Birgitta. 
Langs Pauluskirkens vægge lige under loftet sidder 264 medaljoner i mosaik med paveportrætter lige fra Sankt Peter til den nuværende pave Johannes Paul II. Det eneste i San Paolo, der undgik ilden, var klostergården fra cirka 1200; den huser antikke og kristne monumenter og kunstværker i søjlegangen og tilstødende rum og er absolut værd at vandre en rundgang i. 
På vejen tilbage til Rom aflagde jeg et besøg på Den protestantiske Kirkegård, som er et fredeligt, smukt  og stemningsfyldt sted. Her kan de døde hvile trygt i deres grave. Nær nogle af de danske grave ligger en marmorsten, hvorpå der står: “Vi kom fra Danmark, vort hvilested blev Rom”. 
De italienske kirkegårde er et kapitel for sig; således også Roms Kirkegård, Campo Verano, der udgør en hel bydel i spadseregangs afstand østpå fra Hovedbanegården. Den er vel ikke et egentligt turistbesøgsmål, men den er smuk, og kirkegården fortæller megen kulturhistorie med sine grave, der præsenterer flere hundrede års skiftende stilarter. Gravenes mere eller mindre prangende fremtræden spejler også italiensk socialhistorie og demonstrerer, hvilket udpræget klassesamfund Italien er; stenrige familier findes her i en grad, som slet ikke kendes hos os i Norden. 
På Campo Verano ses flotte gravmæler, ja hele små templer og mausolæer, hvor familierne kan komme med blomster og madkurve og mindes deres afdøde; men også de mere ydmyge urnegrave i “dueslag” , oldtidens colombarier , sat ind i en 5-6 etagers høj mur, bliver omhyggeligt passet med hyppige besøg og friske blomster. Ligesom etruskerne og de gamle romere omhyggeligt hægede om deres afdøde aner i deres nekropoler , således gør italienerne det og i dag; traditionen fortsætter; romerne var konservative - gammelt er godt, og det hænger stadig ved hos efterkommerne. Der er meget liv her i de dødes by, og intetsteds ser man så store og flotte blomsteropsatser som i blomsterforretningerne lige ved indgangen til Campo Verano. 
Et helt særligt og ret upåagtet hvilested for døde i Rom er den mindelund, som er indviet til 335 italienske fanger, som i 1944 blev myrdede af nazistiske soldater som hævn for et bombeattentat, hvor 32 tyske soldater var blevet dræbt. De 335 gisler  blev ført til et forladt stenbrud, Fosse Ardeatine, lidt syd for Rom, og henrettede; massakren søgte nazisterne at skjule ved at sprænge grotterne hen over de døde. 
Efter befrielsen blev stedet og ligene fundet, og her er nu indrettet et andægtighedsfremkaldende bunkerlignende monument med 335 gravsten med data om de døde, hvoraf  overraskende mange nu så lang tid efter er betænkt med friske blomster. De uhyggelige grotter kan den besøgende vandre ind i, og et lille museum fortæller om denne dystre historie og om den italienske modstandsbevægelse mod tyskerne. Her blev en af grundstenene lagt til den nye italienske republik efter fascisternes misregimente. 
Fosse Ardeatine er dagligt åbent til klokken fem, man kan mageligt spadsere derover efter et besøg i en anden nok så kendt gravplads, San Sebastiano katakomberne på Via Appia Antica, der let nås med bus 218 fra Centrum. 
EUR er det mærkelige navn på en forstad til Rom, som Mussolini lod anlægge i bedste romer- og fasciststil; som navnet siger, er det anlæg for en verdensudstilling i Rom, Esposizione Universale di Roma; krigen forhindrede den, og nu er husene taget i brug til andre, officielle formål, men alle de karakteristiske fascistbygninger ligger dér med deres imposante udsmykninger og minder om fascismens menneskeundertrykkende idealer. Man bliver lille og betydningsløs af at gå rundt mellem disse bureaukratiske bygninger. 
Det er rigtig i italiensk ånd at lade mindelser om et nok så problematisk kapitel i landets historie blive stående; selv om ikke alt gammelt er godt, så er det dog med til at sige noget om, hvem man er - eller har distanceret sig fra. For historiens og sin egen skyld skal man ikke slette spor. 
Jeg tog til EUR, som let nås med Metroen, for at tage et foto af det store gavlrelief, hvor Romulus og Remus, Roms sagnagtige bygrundlæggere, ses øverst, kejser Augustus troner i midten, og Mussolini sidder højt til hest nederst - et rigtig propagandanummer for romerkultur og fascisme. Der ventede en ekstraoplevelse. 
Da jeg havde taget de første fotos, kom en embedsmand i funktion ud og sagde, det måtte jeg ikke. Jeg spurgte hvorfor, og han gentog bare, at det måtte jeg ikke. Jeg spurgte så, om det var, fordi han sagde det, eller det rigtig var forbudt og hvorfor samt tilføjede, at jeg faktisk allerede havde gjort det! Han forsvandt, og jeg blev under disse omstændigheder mere ivrig efter at sikre mig flere billeder af disse fredhellige motiver. Herunder dukkede så en engelsktalende lady i fuld uniform med ordner på brystet op og annoncerede, at det var forbudt at fotografere her; det lød mærkeligt, da der ellers ikke er fotoforbud i EUR, og ikke var foto-forbudt-skilt oppe her, så jeg spurgte, om jeg så ikke måtte fotografere hende. Dermed sluttede samtalen. 
Episoden så jeg som udtryk for den velkendte italienske “mikro-magt”, det vil sige den lille bitte magt, som det enkelte individ - embedsmanden, fængselsbetjenten, buschaufføren - udøver for at skaffe sig anseelse eller penge, som Thomas Harder har beskrevet det i sin seneste bog om Italien, 1997, side 169. 
Hjemme i Rom fortalte jeg mine venner om episoden, og en af  dem mente, at den bygning var en del af forsvarsministeriet, og at dette kunne være forklaringen på dette for de ellers så dejlige italienere paradoksale fænomen. Måske kan der være andre forklaringer. 

Når jeg tænker tilbage på dagene i Rom, er det med følelsen af ikke blot at have fået en masse skønhesindtryk og gode måltider med gamle venner; der er noget ved den by, der giver et langt blik ned gennem historien, ned til vor kulturs rødder - og længere endnu. Der opstår noget mellem den by og den person, der kommer til den, bliver indfanget og får perspektiv på sig selv og sin historie. 
Det har Frederik Ludvig Bang Zeuthen fanget fint i sin bog “Min Udenlandsreise i Aarene 1833-1834”, og det gælder nu som dengang: 
Jeg gik naturligviis meget omkring i Rom alene for at tage den “evige Stads” gamle og nye  Mærkværdigheder i Betragtning... Man huske på, at det at drive omkring kan i Rom være af langt noblere Art end andetsteds... Naar man der “spilder” Tiden (fra det egentlige Arbeide), da kan det være til Livets Forskiønnelse, ligesom Vandets “Spilden” ved Vandspringende ogsaa er til Forskiønnelse. 

4.  LEDERE OG LEDERSKIKKELSER I ROM
                             En særlig måde at gå på opdagelse i Rom på

Rom kan man besøge og bese gennem mange forskellige briller; oplagte er kunst- og arkitektur synsvinkler. Men man kan også tage mere specielle briller på og betragte, hvorledes byen fremviser ledere og lederskikkelser i sin kunst og i sit virtuelle liv. Det ville være et oplagt og tilgængeligt emne at indkredse med slående eksemple, selv om man også vil kunne finde eksempler på antiledere, for så vidt som mafiauvæsenet har inficeret en del af det officielle Italien. 
Rom er historiens lederby frem for nogen. For det første, fordi Rom selv har været centrum for markant ledede imperier og organisationer: 
Det første Rom (oldtidens) som metropol i et verdensimperium. 
Det andet Rom (middelalderens) som centrum i et åndeligt verdensrige (pavekirken). 
Det tredje Rom som rigshovedstad i et nationalrige efter Italiens samling 1870 og efter Mussolinis magtovertagelse i 1922 i den særlige fascistiske ledelsesform. 
Alle Roms lederskaber har haft deres forbilledlige storhed og lærerige fald. Og i dagens Rom ser vi problemet om magten og dens korruption anskueliggjort i italiensk politik. 
For det andet, fordi Rom er den by, der viser den klareste kronologi med tydeligt forskelligartede faser og ideologier fra oldtid, middelalder over renæssance, barok til forrige århundredes historicisme og videre til nutidshvirvlen med dens uoverskuelighed og forsøgsvise postmodernisme. Derved belyses temaet ved paradigmeskift, hvor modsætninger op gennem historien afløser og belyser hinanden. Temaet bredes således dialektisk ud. 
For det tredje, fordi Rom er sanselig og spektakulær. De forskellige opfattelser af mange begreber, f. eks. "lederskab", anskueliggøres i byens egen krop, topografi og organisering, i dens kunst, arkitektur og selvbevidsthed. 
Det starter allerede som en fanfare, der slår romafareren på vej ind fra Leonardo da Vinci lufthavnen, der hvor denne ad motorvejen langs Tibern passerer EUR, Mussolinis satellitby for verdensudstillingen. På toppen af det såkaldt firkantede Colosseum kan den forbipasserende stadig læse den fascistiske selvopfattelse: 
Det italienske folk udgør et folk af digtere, kunstnere, helte, helgener, tænkere, videnskabsmænd, søfarere og grænseoverskridere
Byen viser mange eksempler på mere moderate selvopfattelser og ideale lederskikkelser, f. eks. Auguatus-statuen fra Prima Porta, der står på Vatikanmuseet og fremviser de fire augustæiske dyder; kolossalstatuen af Konstantin den Store, der må mande sig op i det ydre til tolv meters højde, fordi den indre storhed i senkejsertiden var i forfald. Eller der er den ældgamle bronzeskulptur af Sankt Peter, der klamrer sig til sin nøgle, som bevis på sin magt fra Gud. Der er Michelangelos lovgivende og frygtindgydende patriark Moses, Garibaldi højt til hest over byen og Victor Emanuel; og så har Sankt Peter afløst kejser Trajan på toppen af Trajansøjlen. 
I Rom vrimler det med tankevækkende og perspektivrige eksempler på magt og afmagt i skulptur, arkitektur og byplan. Machiavellis "Il Principe" får  her en mageløs eksempelsamling - udstrakt i tid, men samlet på et overskueligt sted. Dem vil vi opsøge nogle af, sætte i sammenhæng, lade os inspirere og lære af ledere i Rom.